HISTORISK MATERIALE nr. 55. Johannes fra Nikiu, koptisk-kristen biskop over Nikiu, skrev 693-700 en krønike på koptisk. Johannes fra Nikius krønike findes ikke mere, men har overlevet i en etiopisk oversættelse fra 1602 af en arabisk oversættelse af Johannes’ skrift, og teksten kan være ændret under oversættelserne. Johannes tillægges f.eks. brugen af betegnelsen muslimer om arabere i sin krønike, selv om ordet ellers først ses i kristne tekster midt i 700-tallet. NB. Dele af Nr. 55 er brugt i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. <>, [] og ”?” er indsat af Ye’or; (…) af Jørgen Grimstrup.
”Da Theodor, generalen[2], erfarede om ismaelitternes opdukken, flyttede han fra sted til sted for at tage bestik af fjenden. Ismaelitterne angreb, dræbte kommandanten, massakrerede alle hans tropper og indtog straks byen<Behnasa[3]?>. Enhver, som nærmede sig dem, blev massakreret; de sparede hverken gamle mænd eller kvinder eller børn.” [s. 288-229]
Efter den græske hærs flugt nær Nikiu[4]
”Så ankom muslimerne til Nikiu. Der var ikke en eneste soldat til at yde modstand. De indtog byen og slagtede alle, de mødte på gaden og i kirkerne – mænd, kvinder og børn, de sparede ingen. Så drog de til andre steder, plyndrede og dræbte alle indbyggere, de fandt. I byen Sa[5] fangede de uforvarende Esqutaos og hans mænd fra general Theodors stamme, som lå i skjul i vinmarkerne, og de dræbte dem. Men lad os ikke sige mere, for det er umuligt at beskrive rædslerne, muslimerne begik, da de erobrede øen Nikiu (…) i det 15. år af månecyklen[6], såvel som de frygtelige scener, som udspandt sig i Caesarea i Palæstina. [s. 243-244]
Amr[7] undertrykte Egypten. Han sendte dets indbyggere ud at kæmpe mod indbyggerne i Pentapolis [Tripolitania] og efter at have vundet en sejr, tillod han dem ikke at blive der. Han tog anselige mængder bytte fra dette land og et stort antal fanger (…) Muslimerne vendte tilbage til deres land med bytte og fanger.
Patriarken Cyrus[8] følte dyb sorg over ulykkerne i Egypten, fordi Amr, som var af barbarisk[9] oprindelse, ikke viste nogen nåde i sin behandling af egypterne og ikke opfyldte pagterne, som var blevet indgået med ham. [s. 254-55]
Amrs stilling blev stærkere fra dag til dag. Han opkrævede skatten, der var blevet aftalt; men han rørte ikke kirkernes ejendom, fredede dem fra al plyndring og beskyttede dem i hele sin regeringsperiode. (…) Han hævede skatten til så meget som 22 barrer guld, med det resultat, at indbyggerne, overvældet af byrden og ude af stand til at betale den, gemte sig. [s. 261]
Men det er umuligt at beskrive den ynkelige stilling for byens indbyggere (…) de tilbød deres børn i bytte for de enorme summer, de skulle betale hver måned, og de opdagede, at der ikke var nogen til at hjælpe dem, fordi Gud havde forladt dem og havde overladt de kristne til deres fjenders hænder.” [s. 262-63]
Kilde: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude, Danvers, Cranberry, London and Mississauga, 1996, s. 271-272. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 55
1. I hvilken form kender vi i dag Johannes fra Nikius krønike fra 693-700?
2. Vurder, om Johannes fra Nikiu er en god kilde til begivenheder i 639.
3. Redegør for arabernes fremfærd i Egypten.
4. Hvad skete der med kirkerne og de kristne?
5. Hvad synes Johannes fra Nikiu om henholdsvis arabere og byzantinere?
[1] Landskab vestsydvest for Cairo.
[2] De byzantinske styrkers general.
[3] Byen ligger ved Nilen godt 100 km syd for Cairo.
[4] Nikiu er en ø beliggende i Nilens delta.
[5] Ukendt beliggenhed.
[6] En månecyklus er på godt 29 dage. Arabernes erobring af Egypten angives til enten 639, 640 eller 641.
[7] Ledende arabisk hærfører.
[8] Patriark over byzantinernes ortodokse kirke i Alexandria.
[9] Menes der mon ”af berberherkomst”?
HISTORISK MATERIALE nr. 56. Johannes fra Nikiu om Alexandrias overgang fra byzantinsk til arabisk styre. Læs mere om ham i nr. 55. Her følger kapitel 121 fra Johannes fra Nikius krønike. NB. Dele af Nr. 56 er brugt i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. () er indsat af udgiverne; [] og (…) af Jørgen Grimstrup.
”1. Og Fader Benjamin, egypternes patriark[1], vendte tilbage til byen Alexandria i det 13. år efter sin flugt fra romerne, og han gik til kirkerne og inspicerede dem alle.
2. Og alle sagde: ”Denne fordrivelse (af romerne) og muslimernes sejr skyldes kejser Heraklius’ ondskab og hans forfølgelse af de ortodokse[2] med hjælp fra patriarken Cyrus. Dette var årsagen til romernes undergang og muslimernes underkuelse af Egypten.”
3. Amrs stilling blev stærkere fra dag til dag. Han opkrævede skatten, der var blevet aftalt; men han rørte ikke kirkernes ejendom, fredede dem fra al plyndring og beskyttede dem i hele sin regeringsperiode. (…)
4. Han hævede skatten til så meget som 22 barrer guld, med det resultat, at alle indbyggere, overvældet af byrden og ude af stand til at betale den, gemte sig. Og i det andet år af månekredsløbet ankom Johannes fra byen Damietta.
5. Han var blevet udnævnt af guvernør Theodor og havde hjulpet muslimerne for at forhindre deres ødelæggelse af byen. Han var blevet udnævnt til[byzantinernes]øverste embedsmand i byen Alexandria, da Amr indtog den. Og denne Johannes havde medlidenhed med de fattige og hjalp dem storsindet af sin formue.
6. Amr afsatte Menas [som øverste embedsmand] og udnævnte i hans sted Johannes. Menas havde øget byens skatter, som Amr havde fastsat til 22.000 guld dinarer, og det samlede beløb, som den frafaldne Menas opkrævede, var 32.057 guld dinarer (…)
7. Ingen kunne mindes en jamren og klagen, som den der hørtes i byen: De gav endda deres børn i bytte for de store summer, de skulle betale månedligt. Og de havde ingen til at hjælpe sig, og Gud tilintetgjorde deres håb og overlod de kristne i deres fjenders hænder.
8. Men Guds stærke godhed vil få dem, som volder os sorg, til at skamme sig, og Han vil få Sin kærlighed til mennesket til at sejre over vore synder og tilintetgøre de onde hensigter, som [nogle mennesker] hjemsøger os med (…)
9. (…)
10. Og nu fornægtede mange af egypterne, der havde været falske kristne, deres hellige ortodokse[3] tro og livgivende dåb og antog muslimernes, Guds fjenders, tro og sagde ja til bæstets, dvs. Muhammeds, afskyelige lære, og de for vild sammen med afgudsdyrkerne og greb til våben og kæmpede imod de kristne.
11. Og en af dem ved navn Johannes, kalkedoneren[4] fra klostret på Sinai, antog islams tro og, idet han opgav en munks særkende, greb han sværdet og forfulgte de kristne, der var trofaste mod Vor Herre Jesus Kristus.
Kilde: The Chronicle of John, Bishop of Nikiu, London, 1916. Kapitel 121 oversat af Jørgen Grimstrup. www.tertullian.org/fathers/nikiu2_chronicle.htm (04.08.2021).
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 56
1. Hvem er helte og hvem er skurke i Johannes af Nikius beskrivelse af Alexandrias overgang fra byzantinsk til arabisk styre?
2. Hvem har Johannes af Nikiu størst tillid til som herskere over Alexandria?
3. Hvad skete der med kirkerne og de kristne?
[1] Der er tale om kopternes patriark.
[2] Ved ”ortodokse” menes her ”koptere”.
[3] Betyder her koptiske.
[4] Kalkedoner – efter byen Kalkedon i Tyrkiet, hvor der i 451 holdtes et kirkemøde. Bruges i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse synonymt med ortodoks.