HISTORISK MATERIALE nr. 84. I nedenstående uddrag af Bogen om beskatning opsummerer den retslærde Abu Yusuf (731-798) kravene til skatteopkræverne og skattebetalerne. NB. En mindre del af nr. 84 er brugt i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. [] og <> er indsat af Ye’or, (…) Jørgen Grimstrup
”For at opkræve kopskatten, må man ikke slå skattebetalerne eller udsætte dem for solen eller gribe til andre af sådanne metoder eller påføre dem andre modbydelige fysiske pinsler. Man skal være milde mod dem eller sætte dem i fængsel for at få dem til at betale, hvad de skylder, og de må ikke løslades, før de har betalt det fulde beløb. Walien[1] har ikke lov til at undtage nogen kristen, jøde, magiker[2], Sabeaner[3] eller Samaritaner fra at betale skatten, og ingen kan opnå en delvis reduktion. Det er ulovligt at fritage en og ikke en anden, da deres liv og ejendomme kun spares på betingelse af betaling af kopskatten, som træder i stedet for kharaj på deres ejendomme.” [s. 189]
”Om skattebetalernes klæder og udseende
Endvidere skal I hænge et segl om deres hals, når kopskatten er indsamlet (…) at ingen af dem skal have friheden til at ligne en muslim, hvad angår klædedragt, ridedyr eller udseende; at alle skal bære et bånd <zunnar> om deres håndled (…) at deres hætter skal være vatteret; at deres sadler, i stedet for en saddelknap, har et stykke træ som et granatæble; at deres fodtøj skal udstyres med dobbeltstropper. At de undgår at komme til at stå ansigt til ansigt med muslimer; at deres kvindfolk ikke rider på polstrede sadler; at de ikke bygger nye synagoger eller kirker inden for byen og begrænser dem selv til at benytte de steder til gudsdyrkelse, som fandtes på tidspunktet for traktaten, der gjorde dem til skattebetalere (…) Det tolereres dem at bo i hovedbyerne, at købe og sælge på muslimske markeder, men hverken at sælge vin eller svin og uden at vise kors i hovedbyerne; men deres hovedbeklædning skal være langt og groft. Altså, befal jeres repræsentanter at tvinge skattebetalerne til at respektere disse krav til deres udseende, som Umar Ibn al-Khattab[4] havde gjort, som han sagde: ”for at adskille dem fra muslimerne ved første øjekast”.
(…) Umar b. Abd al-Aziz[5] [717-20] skrev det følgende til en af sine guvernører: ”Efter de indledende [hilsner]; tillad ikke noget kors at blive vist frem uden at smadre og ødelægge det; ingen jøde eller kristen må tillades at ride på en saddel, men skal benytte en paksaddel, og lad ingen af deres kvindfolk bruge en polstret saddel, men kun en paksaddel (…) Ingen kristne må have en qaba[6] på, heller ikke et fint klædningsstykke eller en turban! Jeg har fået at vide, at adskillige kristne under din domsmyndighed er faldet tilbage til vanen at gå med turbaner, ikke længere at have bælter om håndleddene, og lader deres hår vokse frit uden at klippe det. (…) Hvis dette sker i din omgangskreds, er det på grund af din svaghed, din inkompetence og smigeren, som du synes om, og disse folk ved, når de genoptager deres tidligere vaner, hvilken slags menneske, du er. Vogt over alt, hvad jeg har forbudt og modsig ikke dem, som har gjort det. Fred”.” [s. 195-96]
Kilde: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude, Danvers, Cranberry, London and Mississauga, 1996, s. 322-324. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 84
1. Hvordan skal skattebetalerne behandles? Overvej, om det er en hård eller mild behandling.
2. Hvad får kristne og jøder påbud om? Hvorfor stilles de over for disse krav?
3. Har mennesker været udsat for tilsvarende krav og påbud andre steder og på andre tidspunkter i historien?
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Guvernøren over en provins.
[2] Tilhænger af den zoroastriske religion i Persien.
[3] Jødisk-kristen sekt med mange tilhængere i det sydlige Irak.
[4] Muslimernes 2. amir.
[5] Umar b. Abd al-Aziz var kalif fra 717 til 720.
[6] Ukendt klædningsstykke.
HISTORISK MATERIALE nr. 85. Den koptiske Historien om patriarkerne fra 700-tallets begyndelse beretter om guvernøren over Egypten 715-717 Umar ibn Zayds forhold til koptisk kristne munke. Læs mere om Historien om patriarkerne under nr. 70. NB. Nr. 85 er brugt omtrent uforkortet i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. (…) er indsat af Jørgen Grimstrup.
”Han beordrede, at ingen skulle give ly til en fremmed[1] i kirkerne, herbergerne eller (…) og folket var bange for ham og jog de fremmede, der var i deres huse, ud. Og han befalede munkene ikke at gøre dem til munke, som kom til dem[2]. Så optalte[3] han munkene og brændemærkede hver af dem på hans venstre hånd med en jernring, så han kunne kendes, og prentede på hver én navnet på hans kirke og kloster uden et kors og med datoen for islams styre. Derfor var der i året 96 for hijra[4] angst blandt munkene og smerte blandt de troende. Hvis en munk, der ikke var brændemærket, blev fundet, bragte de ham for guvernøren, der ville beordre et af hans lemmer hugget af.”
Kilde: Hist. Patriarchs XVII, PO 5, 68. Her fra Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw it, Princeton, 1997, s. 285. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 85
1. Hvordan behandlede guvernør Umar ibn Zayd kopterne, især deres munke?
2. Hvorfor fik de denne bekomst?
3. Overvej, om vi kan stole på oplysningerne i Historien om patriarkerne.
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Der er tale om flygtninge fra en pest, der i de år hærgede Egypten.
[2] Blev man munk, slap man for forskellige pligter.
[3] Nogle mener, at der står et arabisk ord, der betyder ”kastrerede”.
[4] År 96 for hijra – udvandringen fra Mekka i 622 – må være år 717-718 e.Kr.
HISTORISK MATERIALE nr. 87. Isaac fra Rakoti var koptisk patriark i Alexandria 689-692 og sekretær for den arabiske guvernør Abd al Aziz ibn Marwan (685-705) i Egypten. De to kom oftest godt ud af det med hinanden, og Isaac fik lov til at genopbygge for eksempel Skt. Markus kirken i Alexandria. I det følgende uddrag af den koptiske Historien om patriarkerne fra 700-tallets begyndelse om de koptiske patriarker præsenteres vi for en anden side af Abd al Aziz. Historien om patriarkerne findes ikke længere på originalsproget, men blev oversat til arabisk af Mawhub (d. ca. 1100), der kan have redigeret i originalen. NB. Nr. 87 er benyttet uforkortet i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. () er indsat af Hoyland.
”Han[1] beordrede ødelæggelsen af alle kors, der var i Egyptens land, selv korsene af guld og sølv. Derfor blev de kristne i Egyptens land urolige. Så skrev han et antal opslag og hængte dem op på kirkedørene i Misr[2] og Deltaet, som lød: ”Muhammed er Guds store sendebud (al-rasul al-kabir), og Jesus er også Guds sendebud. Gud avler ikke og er ikke avlet[3]”.”
Kilde: Hist. Patriarchs XVI, PO 5, 25. Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw it, Princeton, 1997, s. 151. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 87
1. Hvordan kom Abd al Aziz og kopterne ud af det med hinanden ifølge Historien om patriarkerne?
2. Er Historien om patriarkerne en god kilde til forhold midt i 600-tallet?
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Guvernør Abd al Aziz.
[2] Det arabiske ord for Egypten. Misr betyder egentlig garnisonsby.
[3] Dermed udtrykte Abd al Aziz det muslimske dogme: Jesus er kun profet, ikke søn af Gud og født af jomfru Maria. Det sidste bekender ortodokse, katolikker og protestanter sig imidlertid til.
HISTORISK MATERIALE nr. 88. Den syriske Zuqninkrønike, også kaldet Pseudo-Dionysiusfra Tell-Mahres krønike, er skrevet af jakobitermunken Dionysius fra klostret Zuqnin i Nordirak og slutter i 775. Her fortælles om kristne, der omvender sig til islam. NB. Nr. 88 er brugt uforkortet i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. () og (…) er indsat af Hoyland.
”For uden slag eller tortur skred de med stor iver til benægtelse[1]. I grupper på tyve, tredive og hundrede mænd, to og tre hundreder, uden nogen slags tvang til dette drog de ned til Harran[2] til guvernørerne[3] og blev muslimer (mhaggrin) (…) Sådan opførte talrige folk fra regionerne Edessa, Harran, Tella, Reshaina, Dara, Nisibis, Shengar og Callinicum[4] sig, og fra disse steder vandt både vildfarelse og djævelen umådelig styrke blandt dem.”
Kilde: Chron. Zuqnin, 385. Her fra Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw it, Princeton, 1997, s. 343. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 88
1. Hvem er ifølge Zuqninkrøniken skyld i kristnes masseomvendelse til islam?
2. Hvad synes krønikeskriveren om omvendelserne?
3. Vurder, om man kan stole på krønikens oplysninger.
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Underforstået af deres kristne tro.
[2] Landsby i Nordsyrien.
[3] Arabiske guvernører.
[4] Callinicum kendes også som Raqqa.
HISTORISK MATERIALE nr. 89. Jakobiten Pseudo-Dionysius fra Tell-Mahre[1] skrev i slutningen af 700-tallet en krønike på syrisk. Pseudo-Dionysius’ krønike kaldes også Zuqninkrøniken, da han var munk i det jakobitiske kloster i Zuqnin nær Diyarbakir[2]. Pseudo-Dionysiuskaldes sådan for ikke at forveksle ham med Dionysius fra Tell-Mahre, en jakobitisk patriark fra 800-tallet, som han tidligere blev. [] og <> er indsat af Ye’or, () og (…) af Jørgen Grimstrup.
”Mesopotamien-Irak (ca. 767-773)
Affolkning
[Al-Mansur[3]] indsatte en anden guvernør til at mærke mænd på deres hals som var de slaver (…) [s. 104]
Denne guvernør kom derfor, og hans ankomst fik regionen til at skælve med større frygt end for nogen af dem, som var kommet før ham. Faktisk havde han ordrer om at mærke indbyggerne med et tegn på deres hænder, som ikke ville forsvinde og aldrig ville forlade sin plads i hele <den mærkede> mands levetid.
Da han trængte ind i byerne, blev alle mænd grebet af rædsel og flygtede, inden han kom. Butikker blev lukket; der var ikke mere køb og salg på markederne; ingen kommen og gåen på gaderne. De, som ønskede at komme ind <i byen>, blev standset af frygt for ondt; de, som ønskede at forlade den, blev standset på samme måde, fordi byens porte blev lukket, og ingen fik lov til at forlade.
Da han havde opført sig sådan i en uge <og så>, at ingen kom til byen fra landet, sendte administratorerne af kopskatten besked til manden, der havde erstattet Abbas[4] som opkræver af denne skat, og meddelte ham: ”Folk flygter for brændemærkeren, og hvis han ikke forlader stedet her, vil det være umuligt at opkræve skatten”.
Da han hørte om disse ting, sendte han brev til brændemærkeren, som drog bort. Mændene glædede sig over lidt ekstra udsættelse (med betaling af kopskatten), da han døde på vejen.” [s. 105]
Kilde: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude, Danvers, Cranberry, London and Mississauga, 1996, s. 305. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 89
1. Hvordan forværredes dhimmiernes forhold i Mesopotamien ca. 767-773?
2. Diskuter, om Pseudo-Dionysius er en god kilde til begivenheder i anden halvdel af i 700-tallet?
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Tell-Mahre ligger i Nordsyrien.
[2] Diyarbakir ligger i det kurdiske Sydøsttyrkiet.
[3] Al-Mansur, bror til kalif al-Saffah (750-54), var guvernør i Mesopotamien, Mosul, Aserbajdsjan og Armenien. Ifølge den armenske 700-tals historiker Ghevond, tvang Al-Mansur alle dhimmier til at bære et blysegl om halsen.
[4] Al-Abbas, tidligere guvernør over Jaziraregionen mellem Eufrat og Tigris i Nordirak, blev erstattet af Musa b. Musah.
HISTORISK MATERIALE nr. 90. Den kristne Alvaro fra Cordova (o. 800-861) skrev i 854 i Indiculus Luminosus dette om spanske kristne. NB. Det meste af nr. 90 er gengivet i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse.
”Mange af mine medkristne læser arabernes digte og fortællinger, studerer muhamedanske teologer og filosoffers skrifter, ikke for at modbevise dem, men for at udtrykke sig på arabisk med større korrekthed og elegance. Hvor kan man i dag finde en lægmand, som læser de latinske kommentarer til de hellige skrifter? Hvem iblandt dem studerer evangelierne, profeterne, apostlene? Alle de unge kristne, der er berømte for deres evner, kender kun arabernes sprog og litteratur, læser og studerer begærligt arabiske bøger, samler store biblioteker af dem for enorme summer og erklærer højt overalt, at denne litteratur er beundringsværdig. Blandt tusinde af os er der næppe én, der kan skrive et brev på et antageligt latin til en ven, men utallige er de, der kan udtrykke sig på arabisk og komponere poesi på det sprog med større kunstfærdighed end araberne selv.”
Kilde: Bernard Lewis, The Arabs In History, New York, 2003, s. 134. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 90
1. Hvilken kritik rettede Alvaro af Cordova mod sine kristne brødre i Spanien?
2. Er Alvaro en god kilde til spanske kristnes ildhu i troen i 800-tallet?
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
HISTORISK MATERIALE nr. 91. Historikeren Abd al Wahid al-Marrakushi[1] (d. 1224) levede, mens berberdynastiet almohaderne (1133-1269) herskede over Spanien og Nordafrika og forfulgte kristne og jøder. Jøder tvangsislamiseredes og for at sikre sig, at de var oprigtige i deres nye tro, underkastedes de tortur, og deres børn blev taget fra dem og opdraget som muslimer. [] og () er indsat af Ye’or.
”Hen imod slutningen af sit styre, gav Abu Yusuf[2] Maghrebs jødiske indbyggere ordre om at gøre dem selv let genkendelige fra resten af befolkningen ved at iføre sig et særligt klædningsstykke bestående af mørkeblå klæder, hvis ærmer var så vide, at de nåede deres fødder, og – i stedet for en turban – en hætte, som hang ned over ørerne, og hvis form var så hæslig, at den let kunne forveksles med en paksaddel. Denne dragt blev klædningsstykket for alle Maghrebs jøder og forblev tvungen indtil slutningen af prinsens regeringstid og starten på hans søn Abu Abd Allahs [1224-1227]. Den sidste gjorde en indrømmelse, men kun efter allehånde anmodninger fra jødernes side, som havde bønfaldet alle dem, som de mente ville gå i forbøn for dem. Abu Abd Allah tvang dem til at bære gule klæder og turbaner, de samme klæder de stadig bærer i det nuværende år 621 [1224]. Abu Yusufs bange anelser, hvad angår oprigtigheden i deres omvendelse til Islam, fik ham til at tage denne forholdsregel og påtvinge dem en særlig påklædning. ”Hvis jeg var sikker på”, sagde han, ”at de virkelig var blevet muslimer, ville jeg lade dem assimilere gennem ægteskab og på andre måder; men hvis jeg var sikker på, at de var forblevet vantro, ville jeg have mændene dræbt, gøre deres børn til slaver og ville konfiskere deres ejendele til gavn for de troende”.” [s. 264-265]
Kilde: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude, Danvers, Cranberry, London and Mississauga, 1996, s. 342. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 91
1. Hvordan behandlede de to almohaderegenter jøderne? Hvorfor fik jøderne denne behandling?
2. Er al-Marrakushi en god kilde til forhold i Maghreb 1133-1224.
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Efternavnet Al-Marrakushi afslører, at han kommer fra Marrakesh i Marokko.
[2] Almohaden Abu Yusuf Ya’qub al-Mansour herskede over Spanien og Marokko 1184-1199.
HISTORISK MATERIALE nr. 92. Den tunesiske historiker Abu Bakr Abd Allah Al-Maliki (d. 1081 eller 1097) blev født i Kairouan, hvor faren var muslimsk retslærd. Al-Maliki – må ikke forveksles med Malikilovskolens stifter Maliki ibn Anas (713-795) – skrev krøniken Riyad an-Nufus. Her følger et lille uddrag fra den. NB. Nr. 92 er gengivet i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. [] og <> er indsat af Ye’or.
”Qadien Ahmad b. Talib [9. årh.] tvang dhimmier til at have et lille stykke hvidt klæde <riqa> på deres skulder med billedet af en abe <til jøderne> og en gris <til de kristne> og til at sømme på deres døre et bræt med billedet af et æsel [Koranen 5:65[1]]”. [s.142]
Kilde: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude, Danvers, Cranberry, London and Mississauga, 1996, s. 340. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVE til HISTORISK MATERIALE nr. 92
1. Formuler en problemstilling til uddraget af historikeren Al-Malikis krønike.
2. Er Abu Bakr Abd Allah Al-Maliki en god kilde til forhold i 800-tallet?
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] I Ellen Wulffs til dansk oversatte Koran er det 5:60.
HISTORISK MATERIALE nr. 93. Muhammed b. Ahmad ibn Abdun (d. 1134) levede i Andalusien, det muslimske Spanien. Som retslærd tilhørende Malikilovskolen skrev han en afhandling om de gældende retslige forhold i Sevilla. () og <> er indsat af Ye’or.
”Sevilla (ca. 1100)
En muslim må ikke arbejde som massør for en jøde eller en kristen; han må ikke fjerne deres affald eller rengøre deres latriner. I virkeligheden er jøden og den kristne mere skabt til den slags arbejde, der er nedværdigende hverv. En muslim må ikke arbejde som <en vogter eller staldkarl> for et dyr ejet af en jøde eller en kristen; han må ikke arbejde som deres æseldriver eller holde stigbøjlerne for dem. Hvis det opdages, at en muslim overtræder disse forbud, skal han irettesættes. [s. 108]
En jøde må ikke slagte et dyr for en muslim. Jøder må have lov til at åbne deres egne særlige slagterbutikker. [s. 112]
Det er forbudt at sælge en kåbe, der har tilhørt en spedalsk til en jøde eller en kristen, med mindre køberen er informeret om dens oprindelse; det samme gælder, hvis klædningsstykket engang tilhørte en svirebroder. [s. 112]
Ingen skatteopkræver eller politibetjent, jøde eller kristen må have lov til at iføre sig en aristokrat, en jurist eller en velhavende persons klæder; tværtimod skal de afskys og undgås. Det er forbudt at tiltale dem med hilsenen ”Fred være med dig!” <as-salam alayka!>. Faktisk, ”Satan har fået dem[1] i sin magt og ladet dem glemme Guds påmindelse. De er Satans tilhængere. Oh, Satans tilhængere, de er helt sikkert fortabte!” <Koranen 58:19>. De skal bære et tydeligt mærke, så de kan genkendes, hvilket vil være vanærende for dem. [s. 114]
Lyden af klokker skal forbydes i muslimske områder og må kun lyde i de vantros lande. [s. 123]
Det er forbudt at sælge videnskabelige bøger til jøder og kristne, med mindre de beskæftiger sig med deres egne love; for øjeblikket oversætter de videnskabelige bøger og tilskriver dem deres trosfæller og deres biskopper, selv om de i virkeligheden er muslimers værk! Det bør foretrækkes ikke at lade jødiske og kristne læger bosætte sig for at helbrede muslimer. Eftersom de er ude af stand til at have en ædel indstilling til muslimer, lad dem behandle deres fæller blandt de vantro; når man kender deres indstilling, hvordan er det muligt at betro muslimers liv til dem? [s. 128]”
Kilde: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude, Danvers, Cranberry, London and Mississauga, 1996”, s. 341-342. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 93
1. Redegør for jøder og kristnes stilling i Sevilla o. 1100.
2. Sammenlign jøder og kristnes forhold i Sevilla o. 1100 med sortes forhold i Sydafrika før 1991, i USA’s sydstater før 1964 eller med jøders i Nazityskland.
3. Vurder ibn Abduns anvendelighed som kilde til forhold i Sevilla o. 1100.
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Jøder og kristne.
HISTORISK MATERIALE nr. 94. Michael Syreren beretter nedenfor om præfekters begærlighed på egne og kalif Harun al-Wathiqs (842-847) vegne. Michael Syreren var jakobitisk patriark i Antiokia 1166-1199 og skrev en krønike. Dele af den bygger på andre kilder, der nu er gået tabt, bl.a. Dionysius fra Tel Mahre (d. 845). (), [] og <> er indsat af Ye’or; (…) af Jørgen Grimstrup.
”Under kalif Harun al-Wathiq (842-847)
Ved Cyrrhus [nord for Aleppo] gik en anden præfekt[1] fra landsby til landsby, da han mødte en kameldriver, hvis kameler urinerede på vejen; han sagde til ham: ”Hvorfor lader du disse kameler pisse på vejen, som muslimer benytter, så de glider og falder?” Han fik ham smidt i fængsel sammen med sine kameler, indtil han gav ham <en gave>. En anden dag så han en mand, der var faldet af sit æsel, og som havde slået sit hoved. Han fik at vide af ham, at hans æsel var blevet forskrækket og havde kastet ham til jorden; han beordrede æslet slået ihjel med begrundelsen, at det var frygtsomt og sin herres morder. Da denne fattige mand så præfektens dom, gav han ham to dinarer og reddede <sit æsel>. Når en mand klagede over en anden, fængslede han begge, indtil begge derved var ruineret. (…)
De pålagde også skatter på vejene og byportene; og ved høstens start også på møllesten, og når de beskar og plukkede oliventræerne.
(…)
Vi husker, hvad (…) Iyadayiterne [fra stammen Iyad i Irak], gjorde. Sjælen er lamslået, tungen skælver over erindringen om Iyadayiternes ugudelighed. (…) […] Begærede en Iyadayit en landsby, pålagde han den høje skatter, indtil dens ejere var tvunget til at sælge den, og da købte han den selv for næsten ingenting.
(…) beslaglagde et antal landsbyer på denne måde. Mændene blev forfulgt af Iyadayiterne og af præfekterne. Taiyayerne[2] blev selv forfulgt.” [3:106-7]
Kilde: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude, Danvers, Cranberry, London and Mississauga, 1996”, s. 320. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 94
1. Hvilke eksempler giver Michael Syreren på de arabiske præfekters grådighed?
2. Overvej om Michael Syreren er en god kilde til begivenheder i 840’erne.
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Højtstående embedsmand; her for araberne.
[2] Oprindeligt navnet på en arabisk stamme, men efterhånden brugte sasaniderne ordet om alle arabere.
HISTORISK MATERIALE nr. 95. Pseudo-Dionysius fra Tell-Mahre skrev i slutningen af 700-tallet en krønike på syrisk. Den kaldes også Zuqninkrøniken, da Pseudo-Dionysius var munk i jakobiterklostret i Zuqnin nær Diyarbakir[1]. Her beretter han om skrupelløse jizyaopkrævere i Irak ca. 767-773. () og [] er indsat af Ye’or, (…) {} af Jørgen Grimstrup.
”Om kopskat (Jizya)
Da de[2] vidste, at han [en bonde] ikke kunne give noget, fordi han ikke ejede noget, sagde disse guvernører, som var uretfærdige dommere, til ham: ”Kom ud på torvet, kig en ud, som du ved, ejer noget og sig: ”Jeg overlod min ejendom til denne mand”, eller ”Han er min skyldner””. Og den ulykkelige mand, der var presset fra højre og venstre, forfra og bagfra, ovenfra og nedenfra, var af frygt for Gud drevet til ikke at give falsk vidnesbyrd mod denne mand {som han havde udpeget}, og han blev forhindret i at afstå fra at gøre sådan af torturen, som disse gudløse dommere påførte ham. Og så tog han Gud som sit vidne på, at han var tvunget til at gøre disse ting, og at det ikke var hans egen vilje, at han var ledt til at bære falsk vidnesbyrd mod folk, som han aldrig havde set eller ikke kendte. […] Ingen ville have med dem[3] at gøre, fordi deres ledere gik fra ondskabsfuld handling til ondskabsfuld handling og hastede fra en uretfærdighed til en anden. De plyndrede de fattige, som var i deres midte, som lam født blandt ulve; de underkastede dem alle former for ondt og solgte deres ejendom, som knap rakte til at betale kopskatten, for ikke at nævne de andre ulykker, som de måtte lide (…)” [135-36]
Kilde: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude, Danvers, Cranberry, London and Mississauga, 1996, s. 308. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 95
1. Hvordan fik de arabiske guvernører ubemidlede dhimmier til at betale kopskat?
2. Kan Pseudo-Dionysius bruges som kilde til forhold i slutningen af i 700-tallet?
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Diyarbakir ligger i det kurdiske Sydøsttyrkiet.
[2] Guvernørerne eller deres skatteopkrævere (assistenter).
[3] Se foregående note.
HISTORISK MATERIALE nr. 96. Obadyah den Normanniske proselyt[1] omtaler nedenfor jødernes forhold i Bagdad o. 1100. Obadyah med fødenavnet Johannes fødtes i Oppido i Syditalien som søn af en normannisk adelsmand. Han var oprindelig præst, men omvendte sig til jødedom i 1102 og boede i Konstantinopel, Bagdad, Aleppo og Egypten. Blandt grundene til hans omvendelse til jødedommen siges at være kristne europæeres jødeforfølgelser. [] og <> er indsat af Ye’or.
”Bagdad (1100)
Tjeneren anbragte Obadyah, Proselytten, i et hus brugt af jøderne til bøn, og mad blev bragt ham. Bagefter fik Isak, lederen af Akademiet, arrangeret, at Johannes [Obadyah] skulle følge de forældreløse børn for at blive oplært i moseloven og profeternes ord i de guddommelige karakterer og hebræernes tungemål.
Før disse begivenheder [i 1091] havde kaliffen i Bagdad – han hed al-Muqtadi [1075-1094] – givet sin vizir[2], Abu Shuja, bemyndigelse til at introducere en ny politik over for jøderne i Bagdad, og han havde flere gange søgt at ødelægge dem. Men Israels Gud havde forpurret hans plan <og> ved denne lejlighed skjulte Han dem også fra hans vrede. Han <Abu Shuja> påtvang hver mandlig jøde et gult mærke på sin hovedbeklædning. Dette var ét tydeligt mærke på hovedet, og det andet var om halsen – et stykke bly med vægt <størrelse?> som en sølvdinar <?> hang om halsen på hver jøde, hvor ordet dhimmi var indgraveret for at markere, at jøden skulle betale kopskat. Jøderne skulle også have bælter om livet. Abu Shuja påtvang endvidere jødiske kvinder to kendetegn. De skulle have en sort og en rød sko på, og hver kvinde skulle have en lille messingklokke om halsen eller på skoen, som skulle klinge og derved markere adskillelsen af jødiske kvinder fra hedenske [muslimske] kvinder. Han udskrev grusomme muslimske mænd til at udspionere jødiske kvinder for at knuge dem med alle slags forbandelser, ydmygelser og ondskabsfuldheder. Den hedenske befolkning plejede at gøre nar af jøderne, og pøblen og dens børn plejede at gennemtæve øderne på Bagdads gader og stræder.
Loven om kopskatten, der blev opkrævet årligt af kaliffens embedsmand blandt jøderne, var som følger: Hver jøde tilhørende den velhavende klasse skulle betale fire og en halv dinar i guld; en jøde fra middelklassen to og en halv; og en jøde fra den fattigste en dinar og en halv. Når en jøde døde, som ikke havde betalt kopskatten fuldt ud og skyldte et stort eller lille beløb, tillod hedningene ikke begravelsen, førend skattegælden var betalt. Hvis den afdøde ikke efterlod noget af værdi, forlangte hedningene, at andre jøder med deres egne penge skulle dække den gæld, afdøde skyldte i kopskat; ellers [truede de] ville de brænde liget.” [s. 37]
Kilde: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude, Danvers, Cranberry, London and Mississauga, 1996, s. 339-340. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 96
1. Hvordan behandlede muslimerne jøderne i Bagdad ca. 1100?
2. Gøres der iagttagelser lig Obadyahs i andet historisk materiale til dette kapitel?
3. Overvej om Obadyah er en troværdig kilde til jødernes forhold i Bagdad ca. 1100.
OPGAVE til HISTORISK MATERIALE nr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96
- Af De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse fremgår, at forholdet mellem de troende/muslimerne på den ene side og kristne og jøder på den anden var nogenlunde fredeligt og tåleligt i de erobrede områder før ca. 685, mens det modsatte var tilfældet efter ca. 685. Passer det med det historiske materiale knyttet til kapitel 28 ”Forholdet mellem de troende og kristne og jøder før ca. 685 e.Kr.” (nr. 66-78 og 113) og til kapitel 31 ”Forholdet mellem muslimer og kristne og jøder efter ca. 685 e.Kr.” (nr. 84-85 og 87-96)? Svaret skal begrundes.
[1] En proselyt er en jøde, der har tilsluttet sig jødedommen. Senere kommer proselyt blot til at betyde tilhænger.
[2] Højtstående embedsmand.