HISTORISK MATERIALE nr. 79. Den muslimske teolog og jurist Ibn Taymiya (1263-1328) tilhørte Hanbalilovskolen, den mest bogstavtro af de fire lovskoler. Han levede en del år i Damaskus, hvor han døde. Han har inspireret Abd al-Wahhab (1703-1792), hvis lære, wahhabismen, i de seneste århundreder har været en art statsislam i Saudi-Arabien. Al-Qaedas leder Osama bin Laden har citeret fra en fatwa af Ibn Taymiya i sin agitation imod styret i Saudi-Arabien og for hellig krig mod USA. Her skriver Ibn Taymiya sig om krigsbyttet. <>, [] og … er indsat af Bat Ye’or, (…) af Jørgen Grimstrup.
”Krigsbytte
Statens indtægter, som har hjemmel i Koranen og Sunna, stammer fra tre kilder: bytte <ghanima>, almisse <sadaqa> og fay.
Byttet består af krigsbytte taget fra de vantro med magt. Gud har skabt lovgrundlaget herfor i suraen al-Anfal[1], som han åbenbarede omkring slaget ved Badr, og han gav den det præcise navn al-Anfal, fordi byttet repræsenterer en øgning i muslimernes rigdom. Gud sagde: ”De vil spørge dig om byttet. Sig: ”Byttet tilhører Gud og Udsendingen …”” <Koranen 8:1>
I de to Sahiher[2] (…) sagde Profeten ifølge Jabir b. Abd Allah[3]: ”Jeg modtog tilladelse til at tage bytte, et privilegium som ingen af mine forgængere var blevet tildelt (…) Profeterne, som gik forud for mig, blev kun sendt til deres egne folk; jeg blev sendt til hele menneskeheden.”” [s. 27-28]
Kilde: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude, Danvers, Cranberry, London and Mississauga, 1996, s. 296-299. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVE til HISTORISK MATERIALE nr. 79
1. Hvilken rolle spiller Gud og hans profet for krigsbyttet?
Under HISTORISK MATERIALE nr. 80 findes OPGAVER til både nr. 79 og 80
[1] Koranens sura 8 hedder al-Anfal, (Krigs)Byttet.
[2] De to Sahiher, dvs. ”sande”, er de to mest autoritative hadithsamlinger – al-Bukhari og
Muslim b. al-Hajjajs. Den sidste kendes også som Imam Islam.
[3] En af Muhammeds ledsagere.
HISTORISK MATERIALE nr. 80. Læs om Hanbalijuristen Ibn Taymiya (1263-1328) i nr. 79. I nr. 80 skriver han om fay, muslimernes stats- eller fællesejendom. <>, [] og … er indsat af Bat Ye’or, (…) af Jørgen Grimstrup.
”Fayen
Fayen bygger på de følgende vers fra sura al-Hashr[1], som Gud åbenbarede på tidspunktet for felttoget mod Banu Nadir[2] (…).
Gud sagde: ”Hvad Gud gav Sin Udsending som krigsbytte fra dem [Banu Nadir], skulle I hverken drive på hest eller kamel for at få fat i; Gud giver sine Udsendinge magt over hvem, Han vil. Gud har magt over alt. Alt hvad Gud har givet Sin Udsending som bytte fra folket i byerne, tilhører Gud og hans Udsending, og den nære slægtning, forældreløse, de nødlidende og den vejfarende […]” [59:6-7].
Disse besiddelser fik navnet fay[3], fordi Gud har taget det fra de vantro for at give dem tilbage til muslimerne. I princippet har Gud kun skabt tingene i denne verden, for at de kan bidrage til at tjene Ham, eftersom Han udelukkende skabte mennesket for at blive tjent. Følgelig mister de vantro deres personer og deres ejendele, som de ikke anvender i Guds tjeneste, til de trofaste troende, som tjener Gud, og til hvem Gud giver det tilbage, der er deres; derved er arven, som en mand var blevet frataget, givet tilbage til ham, selv om han aldrig tidligere havde opnået ejendom.
Til denne kategori[4] skal kopskatten <jizja>, der skal betales af jøder og kristne, inkluderes; krigsskatterne pålagt visse fjendelande eller gaverne, som de giver muslimernes sultan, som f.eks. palladium[5] <haml> lavet af visse kristne lande; tiender <usher> betalt af købmænd fra lande i krigens hus <dar al-harb>; 5%-skatten pålagt de beskyttede folk[6] <ahl al-dhimmi>, som driver handel uden for deres oprindelsesland <dette er faktisk satsen anvendt af Umar b. al-Khattab>; betalingerne pålagt Bogens folk, som bryder overenskomsten vedr. deres beskyttelse; jordskatten <kharaj>, der oprindelig kun angik Bogens Folk, men senere til dels blev pålagt visse muslimer.
Under hovedkategorien fay anførtes også alle statens besiddelser, der udgør muslimernes arvegods, såsom ejendele, der ikke tilhører nogen bestemt: varer uden arvinger, tilranede varer, lån og pant, hvis ejere det er umuligt at finde, og mere generelt al personlig og fast ejendom, som tilhører muslimer og som er i en lignende situation. Al ejendom af denne type udgør muslimernes arvegods.” [s. 34-36]
(…)
Kilde: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude, Danvers, Cranberry, London and Mississauga, 1996, s. 296-299. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 80:
1. Hvilken rolle spiller Gud og hans profet for fay?
2. Hvad bidrager til fay, muslimernes fællesejendom/statsejendom?
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 79-80
1. Hvem var ibn Taymiya?
2. Hvad er Hanbalilovskolens kendetegn?
3. Er ibn Taymiya en god kilde til forståelse af principperne for muslimsk fællesejendom?
[1] Koranens sura 59 har titlen Mønstringen eller Samlingen.
[2] Den af Medinas tre jødiske stammer, som Muhammed i 625 fordrev fra Medina efter Slaget ved Badr.
[3] Muslimske retslærde afleder ordet fay af udsagnsordet ”at bringe tilbage”, underforstået til Gud og muslimerne.
[4] Fayen.
[5] Uvis betydning.
[6] Jøder og kristne.
HISTORISK MATERIALE nr. 81. Nedenstående tekst af Yaqub Abu Yusuf (731-798) er skrevet mellem 786 og 798 på foranledning af kalif Harun al-Rachid (786-809). Abu Yusuf, kendt lovkyndig fra Hanafilovskolen, den mindst dogmatiske lovskole, skrev Kitab al-Kharaj, Bogen om beskatning, om offentlige finanser. Her drøfter han, hvilke midler muslimerne må benytte i kamp mod polyteister, og hvad der skal ske med krigsbyttet, krigsfangerne og de belejrede i fæstninger. [], <> og … er indsat af Ye’or. (…) af Jørgen Grimstrup.
”Regler for kamp
” (…) der ikke er nogen hindring for at bruge noget som helst våben mod polyteisterne, at ødelægge og brænde deres hjem ned, hugge deres træer og daddelpalmer om og bruge katapulter bortset fra med overlæg at angribe kvinder, børn eller ældre mennesker; at man endda kan forfølge dem, der løber bort, gøre det af med de sårede, dræbe de fanger som kan vise sig at være farlige for muslimerne, men dette gælder kun dem, der har været barberet på hagen, for de andre er børn og må ikke henrettes.
(…)
Alt hvad ofrene bringer tilbage til lejren eller deres ofres ejendele og varer, bliver et fay, som skal deles i fem dele. Én del skal gives til dem, der er opregnet i den Hellige Bog, og de fire resterende dele skal fordeles blandt soldaterne, som erobrede byttet, i forholdet to dele til hver rytter og en til hver infanterist. Hvis et bestemt territorium er indtaget, er det op til imamen at beslutte at gøre det, der bedst tjener muslimernes interesse; hvis han beslutter sig for at overlade det, som Umar Ibn al-Khattab[1] gjorde, da han overlod Sawad[2] til de indfødte folk – de lokale indbyggere – imod at de betalte kharaj, kan han gøre det; og hvis han synes, at det skal overlades til sejrherrerne, deler han landet mellem dem efter at have fradraget en femtedel. [s. 301-302]
(…) beslutningen vedr. fangerne ligger i imamens[3] hænder: I overensstemmelse med hvad han føler er til størst fordel for islam og muslimerne, kan han henrette dem eller udveksle dem med muslimske fanger. [s. 302-303]
Når som helst muslimerne belejrer en fjendtlig fæstning, indgår en traktat med de belejrede, som indvilliger i at overgive sig på visse betingelser, som vil blive besluttet af en udsending, og denne mand beslutter, at deres soldater skal henrettes og deres kvinder og børn tages til fange, er denne beslutning lovlig. Dette var Sa’ad b. Mu’adhs[4] beslutning i forbindelse med stammen Qurayza. [s. 310]
Beslutningen taget af den valgte mægler, hvis den ikke nærmere angiver henrettelse af de fjendtlige kæmpere og gør deres kvinder og børn til slaver, men fastsætter en kopskat, vil også være lovlig; hvis den stiller som betingelse, at de besejrede skulle inviteres til at tilslutte sig islam, ville den også være gyldig, og de ville derfor blive muslimer og frie. [s. 311]
Det er op til imamen at beslutte, hvilken behandling de skal gives, og han skal vælge den, som er at foretrække for religionen og for islam. Hvis han vurderer, at henrettelse af de kæmpende mænd og at deres kvinder og børn skal gøres til slaver er bedre for islam og dens tilhængere, så vil han handle sådan, at han efterligner Sa’ad b. Mu’adhs eksempel. Hvis han modsat føler, at det ville være mere fordelagtigt at pålægge dem kharaj, og at dette er at foretrække for at øge fay, som øger muslimernes ressourcer over for dem og de andre polyteister, så skal han tage denne forholdsregel i brug mod dem. Er det ikke korrekt, at Gud i sin bog har sagt: <”bekæmp dem> … indtil de betaler tributten og er blevet ydmyget” [Koranen 9:29], og at profeten inviterede polyteisterne til at slutte sig til islam, eller, hvis de sagde nej, at betale kopskatten, og at Umar Ibn al-Khattab efter at have undertvunget indbyggerne i Sawad ikke udgød deres blod, men gjorde dem til skattebetalende? [s. 312]”
Kilde: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude, Danvers, Cranberry, London and Mississauga, 1996, s. 301-302. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 81
1. Hvilke midler må muslimer tage i brug i kampen mod polyteister?
2. Hvad skal der ske med krigsfanger?
3. Hvad skal der ske med krigsbyttet inkl. erobret land?
4. Hvilken rolle spiller islam, Koranen og Gud i Abu Yusufs afgørelser?
5. Vurder Abu Yusufs skrifts anvendelighed som kilde til de arabiske erobringer i 600- og 700-tallet.
[1] Umar var 634-644 muslimernes 2. amir.
[2] Irak.
[3] Imam betyder her religiøs og politisk leder af ummaen, muslimernes fællesskab.
[4] En af Muhammads ledsagere fra Medina.
HISTORISK MATERIALE nr. 82. Abu Yusuf (731-798) – mere om ham i nr. 81 – der skrev Bogen om beskatning, beretter her om striden mellem amir Umar (634-44) og soldaterne om fordelingen af den erobrede jord og befolkning. NB. Dele af nr. 82 er benyttet i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. [] er indsat af Ye’or.
”Umar ibn-al-Khattab svarer de muslimske soldater, der kræver fordeling af det erobrede land[1].
”Men jeg tænkte, at vi ikke havde mere land at erobre efter landet Kesra [Persien], hvis rigdomme, jord og befolkning, Gud har givet os. Jeg har delt ejendelene og løsøret blandt dem, der erobrede det, efter at have lagt 1/5 til side, som under mit tilsyn blev brugt til de formål, de var bestemt for. Jeg fandt det nødvendigt at reservere landet og dens indbyggere og opkræve kharaj af deres land og kopskatten [jizya] på hvert hoved, idet kopskatten er en fay til gavn for muslimerne, der har kæmpet der, for deres børn og deres arvinger. Forestiller I jer, at disse grænser kunne bestå uden krigere til at forsvare dem? Tror I, at disse vidtstrakte lande, Syrien, Mesopotamien, Kufa, Basra, Misr [Egypten] ikke bliver nødt til at blive forsvaret af tropper, som må betales godt? Hvordan kan man betale dem, hvis landet og dets indbyggere er fordelt[2]?” [s. 40-41]
Umars beslutning om ikke at dele det erobrede land blandt erobrerne, så snart som Gud havde vist ham de afgørende passager i sin Hellige Bog [Koranen] vedr. dette emne, var for ham og hans arbejde et tegn på guddommelig beskyttelse og en velsignelse for alle muslimer. Hans beslutning om at opkræve kharaj så indtægterne kunne blive fordelt blandt muslimerne var gavnlig for hele fællesskabet [umma], for var den ikke blevet reserveret til at betale lønnen og føden til krigerne, ville grænseprovinserne aldrig være blevet befolket, tropperne ville være blevet berøvet de nødvendige midler til at føre hellig krig [jihad] og man ville have frygtet, at de vantro ville vende tilbage til deres tidligere ejendomme, eftersom disse ikke ville have været beskyttet af soldater og lejetropper. Gud ved bedst, hvor det gode er! [s. 43]”
Kilde: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude, Danvers, Cranberry, London og Mississauga, 1996, s. 273-274. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 82
1. Hvordan forsvarer Umar ifølge Abu Yusuf sin beslutning om ikke at fordele erobret land blandt soldaterne?
2. Hvad synes Abu Yusuf om Umars beslutning?
3. Hvor god en kilde er Abu Yusuf til forhold i 634-644? Begrund dit svar.
Se OPGAVE til både nr. 82 og 83 under HISTORISK MATERIALE nr. 83
[1] I Irak, Syrien og Palæstina.
[2] Underforstået ”blandt soldaterne”.
HISTORISK MATERIALE nr. 83. Nedenstående brev fra amir Umar (634-644) til hærføreren Sa’d er fra den muslimske historiker al-Baladhuris[1] (847-892) Bogen om erobringerne af landene. () og [] er indsat af Bat Ye’or, (…) af Jørgen Grimstrup.
”Brev fra Umar Ibn al-Khattab (633-643) til Sa’d b. Abi Wakkas[2] efter erobringen af Sawad (Irak)
Jeg har modtaget dit brev, hvor du erklærer, at dine mænd har bedt dig om at fordele krigsbyttet, som Gud har tildelt dem, imellem dem. Ved modtagelsen af mit brev, skal du finde ud af, hvilke ejendele og heste, tropperne på ”heste og kameler” [Koranen 59:6] har skaffet sig og del det imellem dem, efter at du selv har taget 1/5. Hvad angår landet og kamelerne, overlad det til dem, der arbejder med det, så at det kan inkluderes i pensionerne til muslimerne. Hvis du deler det imellem dem, der er til stede, vil intet blive efterladt til dem, der kommer efter dem. [s. 422]
Al-Husain fra Abdullah ibn-Hazim: – Den sidste sagde, ”Jeg spurgte engang Mujahid[3] vedrørende landet i as-Sawad, og han svarede. ”Det kan hverken købes eller sælges. Det skyldes, at det blev taget med magt og ikke blev delt. Det tilhører alle muslimerne.””
Al-Walid ibn-Salih fra Sulaiman ibn-Yasar: – ”Umar ibn-al-Khattab overlod as-Sawad til dem, som stadig var i mænds lænder og mødres livmødre [dvs. for eftertiden], hvorved der blev taget hensyn til de fastboende dhimmier fra hvem, skat [jizya] skal lægges på deres person og kharay på deres jord. De er derfor dhimmier og kan ikke sælges som slaver”. […]
(…) [s. 423]”
Kilde: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude, Danvers, Cranberry, London and Mississauga, 1996, s. 272-273. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 83
1. Hvad skal der ifølge Umar ske med det erobrede land i Sawad?
2. Er Baladhuri en god kilde til forhold 633-643?
Opgave til HISTORISK MATERIALE nr. 82 og 83
1. Sammenlign Baladhuris og Abu Yusufs beretning om Umar og fordeling af det erobrede land m.m.
[1] Læs mere om al-Baladhuri under nr. 46.
[2] Sa’d b. Abi Waqqas ledte arabernes erobring af sasanideriget i 636.
[3] Det vides ikke, hvem der tænkes på, men ”mujahid” kan betyde en, der ”kæmper” eller fører hellig krig, jihad.