HISTORISK MATERIALE nr. 17. Ibn Ishaqs biografi om Muhammed Sirat Rasul Allah, Guds Sendebuds Liv, er oversat til engelsk i 1955 af A. Guillaume som The Life of Muhammad. Værket findes ikke længere i sin oprindelige form, men delvist i ibn Hishams udgave, der har tilføjet andet stof. Ibn Ishaq levede 704-767, ibn Hisham d. 833. Ibn Ishaq og ibn Hisham benyttede sig af isnad, rækker af mundtlige overleveringer om Muhammed og hans ledsageres gøren og laden. Her følger ibn Ishaqs beretning om Slaget ved Badr 624 e.Kr., som han bruger 70 sider på. [] og () er indsat af Guillaume, (…) af Jørgen Grimstrup.
”Apostlen drog ud i måneden Ramadan (…) Foran apostlen blev der båret to sorte flag[1], det ene (…) af Alis flok, det andet af en af ansarerne[2]. Hans ledsagere havde 70 kameler, som mændene skiftedes til at ride på: apostlen delte en kamel med Ali og (…)” s. 292n-293ø.
(…)
”Quraysh, der havde marcheret fremad siden daggry, nærmede sig (…)” s. 29
(…)
”Så rykkede de[3] frem og nærmede sig hinanden. Apostlen havde givet sine ledsagere ordre om ikke at angribe, før han sagde til, og hvis fjenden skulle omringe dem, skulle de holde dem stangen med byger af pile. Selv blev han i hytten med Abu Bakr[4]. Abu Jafar Muhammad b. al-Hussayn fortalte mig[5], at Slaget ved Badr blev udkæmpet fredag morgen d. 17. Ramadan (…)” s. 299-300.
(…)
”Derpå samlede apostlen en håndfuld småsten op og sagde, idet han vendte sig mod Quraysh, ”Lad disse ansigter blive hæslige!” Derpå kastede han småstenene efter dem og beordrede sine ledsagere at angribe. Fjenden blev jaget på flugt. Gud dræbte mange af deres høvdinge og tog mange af deres adelsfolk til fange. Imens var apostlen i hytten, og Sad b. Muadh[6] stod ved indgangen til hytten med sit sværd ved siden. Sammen med ham bevogtede nogle af ansarerne apostlen af frygt for, at fjenden skulle komme tilbage efter ham.” s. 301.
(…)
Da apostlen havde besejret fjenden, gav han ordre til, at man skulle lede efter Abu Jahl[7] blandt de dræbte. (…) Den første, der fandt ham (…) var Muadh b. Amr b. al-Jamuh (…) som (…) havde sagt: ”Jeg hørte folk sige, da Abu Jahl befandt sig i et krat, ”Abul-Hakam[8] kan man ikke få ram på”. Da jeg hørte det, satte jeg mig for det og satte efter ham. Da jeg kom tæt nok på ham, angreb jeg ham og gav ham et slag, som sendte hans fod og det halve af hans skinneben på en flyvetur. Jeg kan kun sammenligne det med en daddelsten, der flyver fra støderen[9], når den får et slag. Hans søn Ikrima ramte mig på skulderen og kløvede den, så armen kun hang fast i hudtrevler, og slaget[10] tvang mig til at forlade ham. Jeg kæmpede hele dagen med armen slæbende efter mig, men da det efterhånden gjorde meget ondt, satte jeg min fod på den, og mens jeg stod på den, rev jeg den af.” Han levede efter det til ind i Uthmans regeringsår[11].
s. 304
(…)
”Så skar jeg (…) hans hoved af og bragte det til apostlen (…) og han takkede Gud.” s. 304
(…)
Derpå gav apostlen ordre til, at alt, der var blevet samlet[12] i lejren, skulle bringes sammen, og muslimerne skændtes om det. (…). s. 307.
(…)
(…) ”Jeg spurgte (…) om kapitlet om al-Anfal[13], og han sagde, at det kom ned til dem, der tog del i slaget ved Badr, da de skændtes om krigsbyttet og viste deres onde natur. Gud tog det ud af deres hænder og gav det til apostlen, og han delte det ligeligt blandt Muslimerne.” s. 307.
(…)
Så begyndte apostlen sin hjemtur til Medina med de vantro fanger, blandt dem var Uqba b. Abu Muayt og al-Nadr b. al-Harith[14]. Apostlen medbragte byttet, som var blevet taget fra polyteisterne og satte (…) til at bevogte det. (…) Da apostlen var i al-Safra[15], blev al-Nadr dræbt af Ali, som en lærd mekkaner fortalte mig. (…) s. 308.
(…)
(…) var det totale antal muslimer, udvandrere og hjælpere, der var ved Badr og fik tildelt en andel i byttet 314; heraf var 83 udvandrere, 61 Aus og 170 Khazraj[16].” s. 336.
Kilde: A. Guillaume, The Life of Muhammed, A Translation of Ibn Ishaq’s Sirat Rasul Allah, Karachi, Pakistan, 2007. Uddrag fra s. 289-314. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 17
1. Hvem var ibn Ishaq?
2. Hvilken forbindelse er der mellem ISIS og Slaget ved Badr?
3. Hvem tørnede sammen i Slaget ved Badr?
4. Hvilken rolle spillede Gud under slaget?
5. Hvordan gik slaget?
6. Giv en bedømmelse af Muadh b. Amr b. al-Jamuhs udholdenhed som kriger.
7. Hvordan løstes uenighederne om deling af byttet efter Slaget ved Badr?
8. Sammenlign ibn Ishaqs beskrivelse af drabet på Nadr al-Harith med miniaturen s. 31 i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse.
[1] Sorte flag blev 2014-2017 brugt af den militante islamiske gruppe IS, også kaldet ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien – eller Sham, et gammelt udtryk for Syrien, Jordan, Israel, Palæstina, Libanon) og ISIL (Islamisk Stat i Irak og Levanten) i Syrien og Irak. Gruppens leder kaldte sig Abu Bakr al-Baghdadi, og hans tilhængere kaldte ham amir al-mu’minin – de troendes hærfører – og kalif.
[2] Muhammeds hjælpere i Medina.
[3] Quraysherne og Muhammeds styrker.
[4] Muhammeds svigerfar og muslimernes 1. amir.
[5] ”Mig” er Ibn Ishaq.
[6] En af Muhammeds ansarer, hjælpere fra Medina.
[7] Mekkaneren Abu Jahl – betyder uvidenhedens far – var stærk modstander af Muhammed.
[8] Abu Jahls titel.
[9] Støder i en morter.
[10] Slaget ved Badr.
[11] Kalif Uthman regerede 644-656
[12] Krigsbytte.
[13] Al-Anfal – navnet på Koranen sura 8. Al-Anfal betyder krigsbyttet.
[14] Al-Nadr b. al-Harith var historiefortæller i Mekka, da Muhammed boede der. Al-Nadr havde mange tilhørere, mens langt færre lyttede til Muhammeds tale om dommedag.
[15] Et bjergpas.
[16] Aus og Khazraj var vigtige arabiske stammer i Medina. De to stammer hjalp Muhammed.
HISTORISK MATERIALE nr. 18. Tariq Ramadan (f. 1962) med en kandidatgrad i islamiske studier fra Geneves universitet er euroislams kendteste skikkelse. Han har også gået på Al-Azhar, det førende sunnimuslimske lærdomscenter og universitet i Cairo. Al-Azhars formål er at fremme islam og studier i sharia, muslimsk lov, men udsteder også fatwaer, rettesnore for korrekte leveregler for muslimer og muslimske samfund. Ramadans morfar, Hassan al-Banna, grundlagde i 1928 Det Muslimske Broderskab i Egypten. Her følger hans omtale af Slaget ved Badr i 624 i hans bog Budbringeren. I profetens fodspor. [] og () er indsat af Ramadan, (…) af Jørgen Grimstrup.
”Profeten havde netop fået besked på, at en karavane (…) var på vej tilbage fra Syrien med en masse varer, og at flere af Qurayshklanerne havde del i denne handel. Muhammed besluttede at opsnappe karavanen. En af grundene var den samme, som havde fået ham til at angribe de tidligere karavaner: Nemlig ønsket om at genvinde de rigdomme, som quraysherne havde beslaglagt, da de havde beslaglagt de udvandrede muslimers ejendele. En anden grund var, at det ville være en måde for Muhammed at vise sin magt på og dermed gøre indryk på indbyggerne i Mekka, der i stigende grad lagde planer mod Medina.
Muhammed gav sig af sted i spidsen for 309 (eller 313, ifølge visse beretninger) af sine ledsagere, heriblandt både muhajirun, de udvandrede fra Mekka, og ansarer, hjælperne fra Medina. De medbragte mange våben – på grund af betydningen af den karavane, de planlagde at angribe – selv om de egentlig ikke var udrustet til krig.
(…) Profeten og hans ledsagere havde slået lejr nær Badr, da de hørte, at en enorm hær var draget ud fra Mekka. (…) De var taget af sted fra Medina for at standse en karavane med varer (…) nu marcherede en hær (…) tre gange større end deres egen, mod dem, og dens ledere var tydeligt opsat på kamp. Det betød krig, og det var muslimerne egentlig ikke rigtig klar til.” s. 123-124.
”Slaget begyndte med tre dueller (…) Så begyndte fjendtlighederne for alvor, og muslimerne viste så stort mod, at quraysherne hurtigt blev slået. Selv om de var tre gange så mange, kunne de ikke holde muslimernes stormløb stangen. Åbenbaringen nævnte senere Guds vedvarende beskyttelse midt i kampen, Hans engles indblanding og opfyldelsen af Hans løfte: ”Gud gav jer sejren ved Badr, hvor I var underlegne. Frygt Gud! Måske er I taknemmelige!”[1] (…)
Muslimerne havde mistet 14 mand, mens mekkanerne havde mistet over 70, heriblandt Abu Jahl, som havde været en af islams argeste modstandere, og som havde været meget ivrig efter, at slaget skulle finde sted (…)” s.127.
Kilde: Tariq Ramadan, Budbringeren. I profetens fodspor, København, 2008, s. 123-124 og 127.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 18
1. Hvem er Tariq Ramadan?
2. Hvorfor indlod profeten sig i kamp mod quraysherne?
3. Hvordan beskriver Ramadan hhv. Muhammeds flok og quraysherne?
4. Hvilken rolle spillede Gud i Slaget ved Badr?
5. Sammenlign Ramadan og ibn Ishaqs beretning om Slaget ved Badr.
6. Hvad hed den muslimske kriger og hans gruppe, der i årtierne omkring 2000 var inspireret af de 313 krigere, der kæmpede for Muhammed i Slaget ved Badr? Hvad var hans ideologi, og hvad har gruppen udrettet?
[1] Koranen 3:123. Fodnoten er indsat af Ramadan.
HISTORISK MATERIALE nr. 19. Ibn Ishaq – læs mere om ham under nr. 17 – omtaler i Guds Sendebuds Liv fordrivelsen af Qaynuqajøderne fra Medina. () er indsat af Guillaume, (…) af Jørgen Grimstrup.
”(…) sagen om Banu Qaynuqa[1]. Apostlen samlede dem på deres marked og henvendte sig til dem på følgende vis: ”Oh, Jøder, vogt jer for at Gud ikke hævner sig over jer, som Han hævnede sig over Quraysh[2], og bliv muslimer. I ved, at jeg er en profet, som er blevet sendt – I skal finde dette i jeres skrifter og Guds pagt med jer.” De svarede, ”Oh, Muhammed, du synes at tro, at vi er dit folk. Nar ikke dig selv, fordi du mødte et folk[3] uden viden om krig og besejrede dem; for ved Gud, hvis vi går i krig med dig, vil du opdage, at vi er rigtige mænd!”
(…) følgende vers[4] kom ned angående dem:
”Sig til dem, der er vantro: I vil blive besejret og i samlet flok ført til Helvede, et ondt hvilested. Der var allerede et tegn for jer i de to flokke, der stødte sammen, dvs. apostlens ledsagere ved Badr og Quraysh. Én flok kæmpede for Guds sag; den anden, de vantro, som de[5] med deres egne øjne kunne se var dobbelt så stor som deres egen. Gud styrker med Sin hjælp, hvem Han vil. Sandelig, i det er der et eksempel for de indsigtsfulde.”
(…) sagde, at Banu Qaynuqa var de første af jøderne til at bryde deres aftale med apostlen og gå i krig mellem Badr og Uhud, og apostlen belejrede dem, indtil de overgav sig betingelsesløst. Abdullah b. Ubayy b. Salul[6] gik til ham, da Gud havde bragt dem i hans magt og sagde, ”Oh Muhammed, behandl mine klienter venligt” (nu var de Khazrajs allierede), men apostlen afviste ham. Han gentog sine ord, og apostlen vendte sig bort fra ham, hvorefter han stak sin hånd ind under kraven på apostlens kappe; apostlen var så vred, at hans ansigt næsten blev sort. Han sagde, ”Gid pokker havde dig, giv slip på mig.” Han svarede, ”Nej, ved Gud, vil jeg ikke slippe dig, før du behandler mine klienter venligt. Fire hundrede mænd uden brynje og tre hundrede med brynje beskyttede mig mod alle mine fjender; ville du hugge dem ned på en morgen? Ved Gud, jeg er en mand, som frygter, at omstændigheder skal ramme mig.” Apostlen sagde, ”Du kan få dem[7].”” (…) 363.
Kilde: A. Guillaume, The Life of Muhammed, A Translation of Ibn Ishaq’s Sirat Rasul Allah, Karachi, Pakistan, 2007, s. 363-364. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 19
1. Hvad var Muhammeds forhold til den jødiske Qaynuqastamme?
2. Hvilken rolle spillede Gud i striden mellem Muhammed og Qaynuqajøderne?
3. Hvordan stillede Medinas arabiske Khazrajstamme sig i striden mellem Qaynuqajøderne og Muhammed?
4. Overvej, om ordvekslingerne mellem apostlen og Qaynuqa og mellem apostlen og Abdullah b. Ubayy b. Salul er foregået med netop disse ord.
[1] Qaynuqa, en af de tre jødiske stammer i Medina.
[2] Vigtigste stamme i Mekka, som Muhammed besejrede i Slaget ved Badr.
[3] Quraysherne.
[4] K. 3:12-13.
[5] Muslimerne.
[6] Leder af Medinas vigtige Khazrajstamme, der ellers var Muhammeds allierede.
[7] Uklart, om der menes Qaynuqajøderne.
HISTORISK MATERIALE nr. 20. Tariq Ramadan – læs mere om ham under nr. 18 – om Fordrivelsen af Qaynuqajøderne. (…) og {} er indsat af Jørgen Grimstrup.
”(…) Han vidste også, at nogle af underskriverne af den fredspagt[1], der var blevet udformet, da han først kom til Medina, ikke var til at stole på, og at disse, hvis muligheden bød sig, ikke ville tøve med at vende sig mod ham. Muhammed havde netop fået en åbenbaring, der opfordrede ham til at være forsigtig: ”Hvis du frygter troløshed fra et folk, så bryd dit ord til dem, lige for lige. Gud elsker ikke de troløse.”[2] (…)
Den jødiske stamme Banu Qaynuqa boede som den eneste af de tre jødiske stammer, der havde bosat sig i Medina, inde i selve byen. De havde underskrevet pagten. Men Profeten fik alarmerende oplysninger om forræderi og et muligt komplot. For at finde ud af, hvad der skete og for at undgå, at Banu Qaynuqa troede, de kunne gøre, som de havde lyst, aflagde Muhammed {dem} et besøg og bad dem vurdere qurayshernes nederlag. Banu Qaynuqalederne svarede overlegent, at hvis de skulle i krig mod ham, ville tingene sandelig ikke ende sådan. At de ganske sikkert ville vinde. Dette truende svar bekræftede Muhammeds mistanke: De var blevet fjendtlige over for muslimerne.
(…)
Muhammed reagerede hurtigt, samlede en hær og angreb straks det fort, hvor Banu Qaynuqa havde forskanset sig (…) efter to ugers belejring overgav Banu Qaynuqa sig.
Profeten (…) havde nu muligheden for at dræbe mændene fra den stamme, der havde overtrådt pagten og forvise deres kvinder og børn (…)
(…) Endnu en gang besluttede han at spare fangernes liv, men han krævede, at deres ejendele skulle konfiskeres, og at de skulle flytte ud af byen. De flygtede hen til nogle af de andre stammer og kolonier i området, men det stoppede ikke deres konspirationer imod Profeten. (…)”
Kilde: Tariq Ramadan, Budbringeren. I profetens fodspor, København, 2008, s. 130-132.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 20
1. Hvilken rolle spillede Gud i Muhammeds opgør med Qaynuqajøderne? Giv eksempler herpå.
2. Hvori bestod Qaynuqajødernes brøde?
3. Hvordan straffede profeten Qaynuqajøderne?
4. Tager Tariq Ramadan parti i opgøret mellem muslimerne og Qaynuqastammen? Slå ned på ord og vendinger.
5. I hvilken udstrækning er der overensstemmelse mellem ibn Ishaq og Ramadans gengivelse af Qaynuqajødernes fordrivelse?
[1] Pagt indgået mellem Medinas jøder og troende – både udvandrerne, muhajirun, fra Mekka og Muhammeds hjælpere, ansarer, i Medina – på initiativ af Profeten efter hans ankomst til Medina. Opstod der uenighed om pagtens indhold, skulle Profeten sørge for at gennemtvinge pagten.
[2] Koranen 8:58. Fodnoten er indsat af Ramadan.
HISTORISK MATERIALE nr. 27. Tariq Ramadan om Muhammeds afstraffelse af Qurayzajøderne. Genlæs først om Slaget ved Graven i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. Læs mere om Ramadan under nr. 18. (…) er indsat af Jørgen Grimstrup.
”(…) Da han havde bedt, kom englen Gabriel til ham og fortalte ham, at Gud påbød ham, at han straks skulle tage til Banu Qurayza, hvis forræderi næsten havde ført til udslettelsen af det muslimske samfund, og belejre deres fort.
Profeten talte straks med sine ledsagere og alle, der var til stede i moskeen, og bad dem om at gøre sig klar til straks at tage til Banu Qurayza. (…)
Omkring 3000 mand omringede Banu Qurayza-fortet. Selv om Banu Qurayza var fanget og havde meget lidt mad, modstod de presset i 25 dage, så stærk var deres frygt for den skæbne, de troede ventede dem efter et så alvorligt forræderi (…) De besluttede (…) at åbne fortets døre og erkende deres nederlag.
Kvinder og børn blev overgivet til en tidligere rabbi, Abdullah ibn Sallam, og de 700 mand blev bundet og bragt ud på en mark. Deres ejendele, rigdomme og våben blev samlet sammen, så man kunne tage dem med tilbage til Medina. (…)
Profeten havde indtil videre sparet sine fangers liv. (…) Hans mildhed, som gentagne gange var blevet svigtet, blev efterhånden set som et tegn på svaghed, om ikke galskab. Desuden var Banu Qurayzas forræderi så alvorligt, at havde de fået held med deres planer, ville det have betydet udslettelse af muslimerne, som blev svigtet indefra og knust af en hær på over 10.000 mand.
Sad ibn Muadh[1] ankom til Banu Qurayza. (…) Ibn Muadh dømte, at mændene skulle henrettes, mens kvinder og børn skulle betragtes som krigsfanger. Muhammed accepterede dommen, som blev iværksat de følgende dage. Et antal fanger blev løskøbt af Banu al-Nadir, og Rayhana, en Banu Qurayza-fange, der oprindelig stammede fra Banu al-Nadir, blev Profetens slavinde. Hun konverterede siden til islam, men beretninger om, hvad der blev af hende, er forskellige. Ifølge visse overleveringer frigav profeten hende og giftede sig med hende; andre fortæller blot, at han giftede sig med hende, mens andre igen fortæller, at hun afslog ægteskab og forblev hans konkubine i fem år, indtil han døde.
(…) Skæbnen, som overgik mændene fra Banu Qurayza, sendte et stærkt budskab til alle nabostammerne om, at forræderi og angreb for fremtiden ville blive hårdt straffet. Budskabet var blevet hørt: En sådan situation opstod ikke igen, mens Profeten var i live.”
Kilde: Tariq Ramadan, Budbringeren. I profetens fodspor, København, 2008, s. 167-169.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 27
1. Hvordan straffede Muhammed Qurayzajøderne for deres påståede samarbejde med Quraysh?
2. Fik Muhammed personligt noget ud af opgøret med Qurayzajøderne?
3. Overvej, om Ramadan billiger Muhammeds afstraffelse af Qurayzajøderne.
[1] En af ansarerne, Muhammeds hjælpere i Medina.