HISTORISK MATERIALE nr. 46. Ahmad ibn Yahya Al-Baladhuri (d. 892) levede i Bagdad det meste af sit liv. Han siges at have opholdt sig hos og været venner med kalifferne al-Mutawakkil (847-861) og al-Mustain (862-866). Hans bog Kitab Futuh al-Buldan (Bogen om erobringerne af landene) i to bind er en forkortet udgave af et værk, som oprindelig bestod af flere bøger og skal have eksisteret så sent som i 1600-tallet. Baladhuri er sammen med den senere Tabari periodens to vigtigste muslimske historikere. Hovedkilden til Baladhuris bog er overleveringer om arabernes erobringer de første århundreder efter profeten. De blev i første række meddelt ham mundtligt gennem isnad, i anden række gennem bøger, hvoraf de fleste er forsvundet. NB. En mindre del af nr. 46 er brugt i De arabiske erobringer og islams tilblivelse. [] og __ er indsat af værkets oversætter Philip Khuri Hitti, (…) af Jørgen Grimstrup:
”Erobringen af Syrien
Om ”fæstnelsen af de tre bannere.” (…) Abu-Bakr[1] (…) sørgede (…) for at dirigere sine tropper mod Syrien. Derfor skrev han til indbyggerne i Mekka, at-Taif, al-Yaman og alle araberne i Najd[2] og al-Hijaz og opfordrede dem til at gå i ”hellig krig” og vækkede deres begær efter den og efter at skaffe sig krigsbytte fra grækerne[3]. Derfor hastede folk inkl. de, der var drevet af grådighed og af håbet om guddommelig belønning, til Abu-Bakr fra alle verdenshjørner og drog i flokke til Medina.Abu-Bakr gav tre bannere til tre mænd[4] (…) Abu-Bakr ønskede at give et banner til abu-Ubaidah[5]; men denne bad sig fritaget. (…) Dog står det fast, at da Umar blev kalif[6], gjorde han ham til guvernør over hele Syrien.
(…)
Abu-Bakr giver instrukser til hærførerne. (…) I starten anførte hver hærfører 3.000 mand, men Abu-Bakr fortsatte med at sende forstærkninger, indtil hver havde 7.500. Senere øgedes det samlede tal til 24.000.
Det berettes med al-Waqidi[7] som troværdig kilde, at Abu-Bakr tildelte Amr Palæstina, Shurahbil Jordan og Yazid Damaskus og sagde, ”Når I alle kæmper sammen, er jeres hærfører den, i hvis provins l kæmper.” (…) Abu-Bakr bød hærførerne sørge for, at hver stamme fører sit eget banner.
Abu-Bakr beordrer Khalid ibn-al-Walid til Syrien. (…) Abu-Bakr skrev derpå til Khalid ibn-al-Walid ibn-al-Mughirah-l-Makhzumi – der på det tidspunkt var i Irak – og beordrede ham til Syrien. Ifølge nogle gjorde han ham dermed til hærfører over hærførerne i krigen. Ifølge andre ledte Khalid kun de mænd, der ledsagede ham; men når som helst muslimerne mødte til et slag, valgte hærførerne ham som deres leder pga. hans tapperhed og strategi og for hans lykkevarslende råd.”
Kilde: Al-Baladhuri, Kitab Futuh al-Buldan, bd. 1 oversat af Philip Khuri Hitti som Origins of the Islamic State, New York, 1916, s. 165-167. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 46
1. Hvordan overbeviste Abu Bakr araberne om at erobre Syrien fra Byzans?
2. Hvordan fordelte han udvalgte områder mellem hærførerne?
3. Hvilken rolle spillede religion under krigshandlingerne?
4. Overvej, om Baladhuri er en god kilde til omtalte begivenheder?
[1] Muslimernes første amir og Muhammeds ven og svigerfar.
[2] Region i det centrale Arabien.
[3] Også kaldet byzantinere og østromere.
[4] Dvs. udpegede dem til hærførere.
[5] En af profetens ledsagere og hærførere.
[6] Umar blev rettelig amir (634-644). Først Abd al-Malik (685-705) introducerede kaliftitlen.
[7] Den muslimske historiker al-Waqidi (ca. 748-822) skrev især om Muhammeds felttog.
HISTORISK MATERIALE nr. 47. Læs mere om al-Baladhuri i nr. 46. Her fortæller Baladhuri om arabernes erobring af Palæstina. [] og __ er indsat af værkets oversætter Philip Khuri Hitti, (…) af Jørgen Grimstrup.
”Palæstina
Steder erobret af Amr ibn-al-Asi. (…) Den første konflikt mellem muslimer og grækere fandt sted i abu-Bakrs kalifat[1] i provinsen Palæstina, hvor Amr ibn-al-Asi var muslimernes øverste hærfører. Senere i abu-Bakrs kalifat gennemførte Amr ibn-al-Asi erobringen af Ghazzah [Gaza], derpå Sabastiyah og Nabulus [Neapolis] med klausulen, at han garanterede indbyggerne sikkerhed for deres liv, deres ejendele og deres huse på betingelse af, at de betalte kopskat og kharaj. Han erobrede derpå Ludd [Lydda] (…) Han erobrede derpå Yafa [Jaffa], som ifølge andre var erobret af Muawiyah. Amr erobrede også Rafah og indgik aftaler med dem på lignende betingelser.
Erobringen af Jerusalem. Da Amr belejrede Iliya, dvs. Jerusalem, i år 16[2], kom abu-Ubaidah til ham efter at have undertvunget Kinnasrin og dets opland, og ifølge en overlevering sendte han ham fra Jerusalem til Antiokia, hvis befolkning havde brudt aftalen[3]. Amr undertvang byen og vendte tilbage [til Jerusalem]. Bare to eller tre dage efter hans tilbagevenden bad Jerusalems indbyggere om at overgive sig til abu-Ubaidah på de samme betingelser som byerne i Syrien, hvad angår [kop]skat og kharaj og blive behandlet på samme måde som deres lige andre steder, forudsat at den, der skulle udfærdige aftalen, skulle være Umar ibn al-Khattab i egen person. Abu-Ubaidah meddelte dette i et brev til Umar, som først kom til al-Jabiyah[4] i Damaskus og derpå til Jerusalem. Han lod kapitulationsbetingelserne med Jerusalems indbyggere træde i kraft og gav dem en skreven erklæring. Erobringen af Jerusalem fandt sted i år 17.”
Kilde: Al-Baladhuri, Kitab Futuh al-Buldan, bd. 1 oversat af Philip Khuri Hitti som Origins of the Islamic State, New York, 1916, s. 213-214. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 47
1. Hvilke områder og byer erobrede Amr?
2. På hvilke betingelser overgav de forskellige byer sig?
3. Overvej, om overgivelsesbetingelserne var hårde eller milde.
4. Sammenlign De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse og Baladhuris beskrivelse af Jerusalems overgivelse.
[1] Et kalifat opstår først med Abd al-Malik (685-705).
[2] Dvs. i 638.
[3] Det fremgår ikke, hvilken aftale der er tale om. Måske er der tale om en overgivelsesaftale.
[4] Der kan være tale om hovedporten (fra vest) ind til Damaskus, anfører Hitti.
HISTORISK MATERIALE nr. 49. Den muslimske historiker Muhammad ibn Jarir al-Tabari (839-923) kom fra en slægt af større jordejere i Tabaristan i Nordiran, men levede det meste af sit voksenliv i Bagdad, hvor han blev en førende ekspert i Korantolkning og islams historie. Han brugte og inkorporerede ældre historikeres beretninger i sine værker og skrev krønikeagtigt med mange anekdoter. Muligvis skrev Tabari sit 39 binds værk Historien om Profeterne og Kongerne, også kendt som Tabaris historie, på opfordring og med anvisninger fra kalifferne i Bagdad – som Saxo skrev på opfordring fra og efter ærkebiskop Absalons sagte eller usagte anvisninger.
Her beretter al-Tabari om Slaget ved Qadisiyya ca. 636 mellem muslimer og persere, hvor persergeneralen Rustam dræbtes. Tabari bruger 160 sider på slaget. Qadisiyya ligger i Irak på grænsen mellem ørkenen og det frugtbare og beboede lavland. Tekstuddraget er typisk for Tabari: Navnene på de arabiske krigere og deres stammetilhørsforhold opregnes omhyggeligt, araberne er de bedste til at improvisere, de dårligst udrustede, er jordbundne, jævne og i undertal, mens perserne går i dyre klæder og dufter af parfume. [] og () er indsat af Tabaris oversætter Yohanan Friedmann. (…) er indsat af JG.
”Natten ved al-Qadisiyya
”Ifølge al-Sari – Shuayb – Sajf – Talhah og Ziyad: (…) Al-Qaqa[1] gik rundt blandt mændene og sagde: ”(…) Hold ud [endnu] en time og indled angrebet, fordi sejr kommer med udholdenhed. Foretræk udholdenhed fremfor frygt.” En gruppe hærførere samlede sig om ham og stillede sig i front mod Rustam[2], indtil de ved solopgang kom i kamp med perserne, som beskyttede ham. Da stammerne så dette, rejste nogle af deres mænd sig (…) og sagde: “Lad ikke disse mænd være mere ivrige end jer efter at rette sig efter Guds ordre, og lad dem [Perserne] ikke være mere dristige, når de ser døden i øjnene. Lad ikke deres sjæle være mere opsatte på at opgive denne verden og konkurrere med hinanden (om martyriet)”.
De indledte et angreb (…) og kom i kamp med [Perserne] (…) Ved middagstid kom der en åbning midt i [den Persiske hær], og støv dækkede dem. En voldsom vestenvind blæste solskærmen over Rustams trone væk, og den faldt ind i al-Atiq[3]. (…)
Al-Qaqa og hans ledsagere nåede frem til Rustams trone og rystede den. Rustam trådte ned af den, da vinden havde blæst solskærmen væk og gik hen til nogle muldyr, som stod [tæt på] og havde ført nogle ejendele til ham den dag, og han stillede sig i skyggen af et af muldyrene og dets bæresaddel. Hilal b. Ullafah[4] ramte bæresadlen, som Rustam skjulte sig under, og skar dens reb over. Noget af læsset faldt ned over Rustam, så Hilal ikke så ham og ikke bemærkede ham. Lasten ramte Rustam og forskubbede en hvirvel i hans rygrad. Hans klæder duftede af parfume. Han bevægede sig i retning af al-Atiq og kastede sig i den, men uden at tøve fulgte Hilal efter ham og fangede ham, efter at Rustam var begyndt at svømme. Stående greb Hilal Rustams ben og trak ham op på flodbredden og huggede ham i panden med sværdet og dræbte ham. Så trak han ham længere og kastede ham for fødderne af muldyrene. Han satte sig på Rustams trone og udbrød: ”Ved Herren over Kabaen, jeg har dræbt Rustam! Kom til mig!” Mænd samlede sig omkring ham uden at bemærke eller se tronen og forkyndte: ”Gud er den største!” og råbte til hinanden.
Da mistede polyteisterne modet og blev besejret (…) Støvet lagde sig. De, der var lænket sammen[5], gik i panik og kastede sig, den ene efter den anden, i al-Atiq. Muslimerne gennemborede dem med deres spyd, og ingen af dem undslap, så de kunne fortælle, hvad der skete. De[6] var 30.000 (…) Muslimerne dræbte i slaget 10.000 mænd (…)”
Kilde: Yohanan Friedmann The History of al-Tabari, Vol. XII, The Battle of al-Qadisiyyah end the Conquest of Syria and Palestine, New York, 1992, s. 122-124. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 49
1. Hvordan kommer det frem i Tabaris tekst, at muslimerne skønt jævne folk var gjort af ”stærkere stof” end perserne og var modigere og dygtigere soldater end perserne?
2. Hvordan kom general Rustam af dage?
3. Hvilken rolle spiller God og islam i Tabaris beretning?
4. Er Tabari en god kilde til begivenheder i 636?
[1] Al-Qaqa var en af profetens ledsagere og deltog i Slaget ved Yarmuk og i erobringen af Damaskus. Var berømmet for sit mod og skrev digte om sine militære bedrifter.
[2] Sasanidernes øverste hærfører.
[3] En kanal.
[4] Ukendt muslim.
[5] De persiske soldater var lænket sammen, så de ikke kunne flygte.
[6] Sasaniderne.
HISTORISK MATERIALE nr. 50. Tabari om Erobringen af Hims 636-637. Araberne søgte at fravriste østromerne byen Hims, i dag Homs, i Syrien, hvilket lykkedes i 636-637. Hims blev en garnisonsby, og arabiske soldater bosattes i de bydele, som byzantinerne havde forladt. Læs mere om Tabari i nr. 49. NB. En mindre del af nr. 50 er brugt i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. [] og () er indsat af Yohanan Friedmann; (…) af Jørgen Grimstrup.
”Erobringen af Hims
Al-Tabari har berettet med Sayf[1] [i hans bog] som kilde (…) Da nyhederne om byzantinernes vilde flugt (…) nåede Heraklius, gav han kommandanten over Hims ordre til at marchere mod Hims og sagde til ham: ”Jeg har fået at vide, at arabernes føde er kamelkød, og at de drikker kamelmælk. Det er vinter nu. Gå ikke i krig med dem undtagen på kolde dage, for ingen af dem, hvis vigtigste føde og drikkevare er dette, vil overleve frem til sommer.” Heraklius drog ud fra sin lejr til al-Ruha[2] og gav sin guvernør ordre om at forsvare Hims. Abu Ubaydah[3] rykkede nærmere og slog lejr i nærheden af Hims, og Khalid fulgte efter og slog også lejr nær den. Byzantinerne angreb muslimerne hver kold dag, om morgenen og om aftenen. Muslimerne blev udsat for streng kulde, og byzantinerne blev udsat for en langvarig belejring. Muslimerne holdt ud i deres stillinger; Gud indgød dem udholdenhed og belønnede dem med sejr, da vinteren havde sluppet sit tag. Byzantinerne på den anden side holdt fast i byen, da de håbede, at vinteren ville ødelægge muslimerne.
(…) Indbyggerne i Hims[4] indskærpede hinanden: ”Hold ud, da de er barfodede. Når kulden rammer dem, vil deres fødder falde af; dertil kommer deres (tarvelige) kost.” Byzantinernes situation blev værre; fødderne på nogle faldt af i deres sko. Hvad angår muslimerne, tog ikke så meget som en eneste tå skade, selv om de gik i sandaler.
(…) Muslimerne stillede sig ansigt til ansigt med dem[5] og erklærede ”Gud er den største!”, hvorpå byzantinerne i byen blev ramt af et jordskælv (…) Så erklærede muslimerne ”Gud er den største!” for anden gang. Som et resultat styrtede mange bygninger og mure i grus, og byzantinerne flygtede i frygt til deres ledere og mænd af dømmekraft og sagde: ”Ser I ikke Guds straf?” De så [i retning af muslimerne] og udbrød: ”Fred, fred!” Muslimerne (…) erklærede sig enige i at slutte fred på betingelsen, at de skulle have halvdelen af deres huse, at de ville lade byzantinerne beholde deres ejendom og [resten af] deres bygninger og ikke ville besætte dem. Muslimerne overlod bygningerne til byzantinerne. Nogle af dem sluttede fred ifølge betingelserne, der var indeholdt i fredstraktaten fra Damaskus: at betale en dinar og levere for evigt [til muslimerne en vis mængde] føde for hver jarib[6], hvad enten de var velstående eller fattige. Andre sluttede fred [og indvilligede i at betale] alt efter deres betalingsevne; hvis den skulle mindskes, skulle betalingen også mindskes. Fredstraktaten med Damaskus og al-Urdunn[7] var den samme (…) De fik lov til at overtage området, som deres ledere havde forladt.
(…) Abu Ubaydah (…) skrev til Umar og orienterede ham om sejren og sendte 1/5 af krigsbyttet med Abdallah b. Masud (…) Ibn Masud kom til Umar, som gav ham ordre om at vende tilbage (…) ”
Kilde: Yohanan Friedmann, The History of al-Tabari, Vol. XII, The Battle of al-Qadisiyyah and the Conquest of Syria and Palestine, New York, 1992, s. 175-178. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 50
1. Hvordan klarede hhv. muslimer og byzantinere vinter og jordskælv?
2. På hvilke betingelser sluttede muslimerne fred med byzantinerne i Hims?
3. Hvilken rolle spilledede islam og Gud under erobringen af Hims?
4. Overvej, hvor sikre vi kan være på Tabaris oplysninger.
[1] Tabaris hovedkilde er værker af Sayf b. Umar (d. 796), som indsamlede mundtlige beretninger om erobringerne og nedskrev dem. Sayfs værker kendes kun gennem Tabari. Flere har anfægtet troværdigheden af Sayfs beretninger.
[2] Den arabiske by al-Ruha hedder på græsk Edessa og på tyrkisk Senliurfa. Den ligger i SSØ-Tyrkiet.
[3] Arabisk hærfører.
[4] Indbyggerne i Hims var byzantinere.
[5] Indbyggerne i Hims.
[6] Et mål for et jordstykke.
[7] Provins i Nordpalæstina eller Nordjordan.
HISTORISK MATERIALE nr. 51. Al-Tabari om arabernes erobring af Qinnasrin i 637-638. Efter erobringen af Hims fortsatte araberne til Qinnasrin, en mindre byzantinsk administrationsby syd for Aleppo. Oplandets arabere så med venligere øjne på de fremtrængende arabere end på byzantinerne i Qinnasrin. Efter at have erobret byen anlagde araberne deres egen bydel uden for bymurene. Læs mere om Tabari under nr. 49. [] og () er indsat af Yohanan Friedmann, (…) og {} af Jørgen Grimstrup.
”Historien om Qinnasrin
(…) Efter erobringen af Hims sendte Abu Ubaydah[1] Khalid b. al-Walid[2] til Qinnasrin. Da han slog lejr i det tæt befolkede område [omkring den], marcherede byzantinerne anført af Minas mod dem. Minas var byzantinernes høvding, den største mand blandt dem efter Heraklius [kejseren]. De tørnede sammen i dette område, og Minas og hans ledsagere blev dræbt; de havde aldrig oplevet et nederlag som dette. Alle byzantinerne døde sammen efter Minas’ død (…) Hvad angår befolkningen, der boede omkring Qinnasrin, sendte de et brev til Khalid, hvori de sagde, at de var arabere og [med tvang] var blevet rekrutteret[3]; det havde ikke været deres ønske at kæmpe mod Khalid (…)
Khalid marcherede mod Qinnasrin og slog lejr der. Indbyggerne i Qinnasrin befæstede byen yderligere mod ham (…)”
Indbyggerne i Qinnasrin overvejede situationen. De huskede den medfart, der overgik indbyggerne i Hims og ønskede at slutte fred på Hims’ betingelser, men Khalid indvilligede kun i betingelsen, at byen skulle ødelægges, så han ødelagde den. Både Hims og Qinnasrin jævnedes med jorden.
Denne gang trak Heraklius sig tilbage. Grunden til hans tilbagetrækning var den følgende: Khalid dræbte Minas, og alle byzantinerne døde med ham. Da han indgik en aftale med befolkningen, der boede uden om Qinnasrin, og forlod byen, ankom {en række betydningsfulde arabere} fra al-Kufah[4] og Qarqisiya[5], fra Mosul, fra Taghlib-stammens land med [mænd fra] Taghlib og arabere fra Jazirah[6]. De passerede uden om Jazirahs byer[7], hvorved de undgik Heraklius (…) Muslimerne lod al-Walid b. Uqbah {fra Taghlib} blive i Jazirah, så de ikke var i fare for at blive angrebet i ryggen.
Khalid og Iyad [b. Ghanm] trængte ind i det byzantinske territorium fra Syrien, og Umar (b. Malik) og Adballah (b. al-Mutamm) trængte ind i det fra Jazirah. Dette var aldrig sket før. Derpå vendte de tilbage. Dette var den første indtrængen på byzantinsk territorium i islamiske tider; det fandt sted i 16/637-638.
Khalid vendte tilbage til Qinnasrin og bosatte sig i den (…)”
Kilde: Yohanan Friedmann, The History of al-Tabari, Vol. XII, The Battle of al-Qadisiyyah and the Conquest of Syria and Palestine, New York, 1992, s. 178-181. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 51
1. Redegør for mødet mellem arabere og østromere omkring og i Qinnasrin.
2. Overvej, hvorfor Qinnasrin blev ødelagt og ikke fik lov at indgå en fredelig aftale om overgivelse.
3. Hvilket billede tegner Tabari af Khalid?
[1] Abu Ubaydah var en af profetens følgere og amir Umars øverste feltherre.
[2] Khalid, ledende arabisk hærfører.
[3] Af byzantinerne.
[4] Nyanlagt arabisk militærforlægning og by i Irak. Men kronologien glipper for Tabari: Kufa blev først anlagt i 639, dvs. efter Qinnasrins erobring i 637-638.
[5] Qarqisiya, by nær floden Khaburs sammenløb med Eufrat beliggende tæt på grænsen til det sasanidiske rige.
[6] Jazira, ”øen”, slettelandet mellem Eufrat og Tigris’ øvre løb; er i dag delt mellem Irak, Syrien og Tyrkiet.
[7] Jaziras byer støttede åbenbart Heraklius, den østromerske kejser.
HISTORISK MATERIALE nr. 52. Den muslimske historiker al-Tabari (838-923) gengiver her indholdet af pagten mellem de troendes hærfører Umar og Jerusalems ortodokse patriark Sofronius oven på arabernes erobring af Jerusalem i 638. Læs mere om al-Tabari under nr. 49. [] og () er indsat af Kennedy.
”I Guds, den Nådige og Barmhjertige, navn. Dette er garantien for sikkerhed [aman], som Guds tjener Umar, Hærfører for de Troende, har givet til Jerusalems folk. Han har givet dem en garanti for sikkerhed for dem selv, for deres ejendom, deres kirker, deres kors, byens syge og raske og for alle ritualerne, der hører til deres religion. Deres kirker vil ikke blive beboet af muslimer og vil ikke blive ødelagt. Hverken dem selv, eller landet de står på, eller deres kors, eller deres ejendom vil blive skadet. De vil ikke blive tvunget til at omvende sig. Ingen jøde vil bo sammen med dem i Jerusalem.
Jerusalems folk skal betale skatterne (jizya) som befolkningen i andre byer og må smide byzantinerne og røverne ud. De af Jerusalems indbyggere, der vil forlade den med byzantinerne, skal tage deres ejendom og forlade deres kirker og kors og vil være sikre, indtil de når deres flugtsted. Landsbybeboerne” [ahl al-ard, der har søgt tilflugt i byen under erobringen] ”kan blive i byen, hvis de ønsker det, men må betale skatter som borgerne. De, som ønsker det, kan gå med byzantinerne, og de som ønsker det, kan vende tilbage til deres familier. Intet må tages fra dem, før deres høst er modnet.
Hvis de betaler deres skatter, som de er pligtige til, så er vilkårene lagt frem i dette brev under Guds pagt Hans Profets, kaliffernes og de troendes ansvar.”
Kilde: Hugh Kennedy, The Great Arab Conquests, London, 2007, s. 91-92. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 52
1. Overvej, om betingelserne i pagten er hårde eller milde.
2. Er der ord og andet i Tabaris gengivelse af pagten mellem Umar og Sofronius, der kunne tale for, at pagten med denne ordlyd kan være fra et senere tidspunkt end 638?