HISTORISK MATERIALE nr. 66. Denortodokse munk Anastasius fra Sinai (d. ca. 700), der levede det meste af sit liv i et kloster på Sinaibjerget efter at være flygtet fra fødeøen Cypern, som araberne invaderede i 649, beretter i sine Fortællinger om arabiske kristne på Sinai, der o. 650 pressedes af invaderende arabere til at antage deres tro. NB. Nr. 66 er omtrent uforkortet gengivet i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. () er indsat af Hoyland, (…) af Jørgen Grimstrup.
”Da, i overensstemmelse med Guds retfærdige dom, saracenernes nation (ethnos) kom ud af deres fødeland til Sinais hellige bjerg for at besætte dette sted og fjerne saracenerne, som blev fundet der, fra den kristne tro, og som førhen var kristne, disse sidste, som havde deres bopæl og telte nær befæstningen og det hellige krat, hørte om dette og sammen med deres familier gik op til et sikkert sted på det hellige højdedrag for derfra at kæmpe (…) mod saracenere, der nærmede sig. Det gjorde de, men da de ikke var i stand til at yde nogen videre modstand mod hæren, der nærmede sig, overgav de sig, og de gik hen for at leve med dem og at tro med dem.”
Kilde: Anastasius fra Sinai, Narrat., C4 (= Nau, LXI). Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw It”, Princeton, 1997, s. 353. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 66
1. Hvad fortæller Anastasius om de invaderende arabernes tro?
2. Hvordan søgte Sinais kristne arabere at undgå at antage de invaderedes tro?
3. Hvilken retning inden for kristendom tilhørte Anastasius?
4. Overvej, om Anastasius er en god kilde til de skildrede begivenheder?
Under nr. 69 finder du en OPGAVE til HISTORISK MATERIALE nr. 66-69.
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
HISTORISK MATERIALE nr. 67. Anastasius fra Sinai (d. ca. 700) flygtede efter arabernes invasion af hans fødeø Cypern i 649 til et kloster på Sinaibjerget, hvor han blev munk. Frem til 680 rejste han en del i Mellemøsten, men vendte tilbage til Sinaiklostret, hvor han fra et ortodokst synspunkt på skrift retledte i sand kristen tro og tilretteviste kættere. Han skrev også prædikener som denne fra ca. 700. (…) er indsat af Jørgen Junker Grimstrup.
”Da Heraklius døde[1], blev Martin[2] landsforvist af Heraklius’ sønnesøn, og ørkenboeren Amalek[3] rejste sig øjeblikkeligt for at slå os, Kristi folk. Det var den romerske hærs første forfærdelige og dødbringende nederlag. Jeg taler om blodsudgydelsen ved Gabitha, Yarmuk og Dathemon[4], hvorefter erobringen og nedbrændingen af Palæstinas byer, selv Caesarea og Jerusalem, skete. Så var der ødelæggelsen af Egypten fulgt af trælbindingen og de dødbringende ødelæggelser af lande og øer i Middelhavsområdet og hele det romerske imperium. Men romernes herskere og herrer formåede ikke at erkende disse ting. De sammenkaldte hellere de mest fremragende mænd i den romerske kirke og skar deres tunger og hænder af (…) Guds straf til os for disse ting var det næsten fuldstændige tab af den romerske hær og flåde (…) og den fremadskridende ødelæggelse af hele det kristne folk og de kristne steder.”
Kilde: Anastasius of Sinai, Sermo 3, PG 89, 1156C. Her citeret fra Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw It”, Princeton, 1997, s. 102-103. Oversat af Jørgen J. Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 67
1. Hvad synes Anastasius om arabere og byzantinere?
2. Hvilken rolle spiller Gud i Anastasius’ prædiken?
3. Hvad overgik der de kristne?
Under nr. 69 finder du en OPGAVE til HISTORISK MATERIALE nr. 66-69.
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Heraklius, det østromerske riges kejser, døde i 641.
[2] Heraklius’ søn.
[3] Amalekfolket er Anastasius’ betegnelse for araberne, og ifølge ham sendte Gud araberne til østromerne af samme grund, som Gud sendte amalekitterne til israelitterne: ”Israelitterne gjorde … ondt i Herrens øjne” (GT, Dommerbogen kap. vi, vers 1-5), men nu er det østromerne og deres herskere, der i Herrens øjne har gjort ondt og straffes for det.
[4] Lokaliteter i det vestlige Syrien, hvor araberne besejrede byzantinerne.
HISTORISK MATERIALE nr. 68. Jakobiten Mar Gabriel fra Qartmin (573/574-667) kaldtes sådan, fordi han 634-667 levede i Qartminklostret, der lå umiddelbart nord for nutidens tyrkisk-syriske grænse. Her var Gabriel først abbed, siden biskop. Qartminklostret kaldes derfor også Mar Gabriels kloster. Nedenstående uddrag af Gabriel fra Qartmins Liv[1] om Gabriels liv er fra 700-tallet. Ifølge historikeren Robert G. Hoyland hører Liv til gruppen af dokumenter fra 700-tallet, hvori kristne retfærdiggjorde aftaler fra 600-tallet mellem muslimer og kristne ved at skitsere en ideel muslimsk-kristen traktat og give den autoritet ved at tilskrive magtfulde muslimer som Umar stor indflydelse på den. () og [] er indsat af Hoyland, (…) af Jørgen Grimstrup.
”Denne herre Gabriel gik til Hagar[2]sønnernes hersker (…), som var Umar bar Khattab[3], i byen Gezirta[4]. Han (Umar) modtog ham med stor glæde, og efter et par dage bad den velsignede mand[5] denne hersker om og modtog hans underskrift på statutterne og lovene, ordrerne og forbuddene, dommene og reglerne hørende til de kristne, til kirkerne og klostrene og til præsterne og hjælpepræsterne, at de ikke giver kopskat, og til munkene, at de slipper for nogen som helst skat (…) Også, at trægongongen[6] ikke skulle forbydes, og at de måtte synge salmer foran ligbåren, når den kommer ud fra huset for at blive begravet, sammen med mange [andre] skikke. Denne guvernør[7] (…) var glad for den velsignede mands komme til ham, og denne hellige mand vendte tilbage til klostret med stor glæde.”
Kilde: Gabriel of Qartmin, Life XII, 72. Her citeret fra Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw it, Princeton, 1997, s. 123. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 68
1. Hvad bad Gabriel Umar om? Fik biskoppen sine ønsker opfyldt?
2. Hvad fortæller teksten om forholdet mellem jakobitisk kristne og arabere?
3. Vurder, om teksten er en god kilde til forhold i 630’- og 640’erne.
Under nr. 69 finder du en OPGAVE til HISTORISK MATERIALE nr. 66-69.
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Forfatteren til Gabriel fra Qartmins Liv er ukendt.
[2] Hagar var Abrahams trælkvinde, med hvem han fik Ismael. Ismaels 12 sønner kaldes ismaelitter, som, hævder bl.a. muslimer, var arabere.
[3] Umar, de troendes 2. amir 634-644.
[4] Muligvis menes der Gazira, der er et andet ord for Jazira, der dog ikke er en by, men en region.
[5] Gabriel.
[6] Trægongongen brugtes åbenbart af Gezirtas/Gaziras kristne.
[7] Der må være tale om Umar, skønt uklart hvorfor han kaldes guvernør.
HISTORISK MATERIALE nr. 69. Johannes bar Penkaye[1] om Mar Gabriel, der tilhørte den monofysitiske syrisk ortodokse kirke, også kaldet jakobitiske eller vestsyriske kirke. Jakobiterklostret Qartmin[2], hvor Gabriel levede 634-667 og først var abbed, siden biskop, var en bastion for modstanden mod Byzans’ ortodokse kristendom. Bar Penkaye omtalte Mar Gabriel i bog 15 af sin Verdenshistorie fra ca. 690. NB. Nr. 69 er brugt uforkortet i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. [] er indsat af Kennedy.
”Mar Gabriel foretrak arabernes komme frem for byzantinernes undertrykkelse, så han assisterede og hjalp dem. Bagefter tog han til Jazira til deres amir[3], som modtog ham med stor glæde og ærede ham meget for hans handling til deres bedste. Han[4] gav ham et prostagma[5] underskrevet af ham selv med statutter vedr. alle punkterne, han[6] havde bedt om. I det gav han alle syrisk ortodokse kristne frihed til at gøre brug af deres kirkeskikke – semantraen [et træbræt som anslås i de østlige kirker for at kalde folk til bøn], fejring af højtider og begravelsesoptog og bygningen af kirker og klostre. Han fritog præster, hjælpepræster og munke fra at betale tribut, mens han fastsatte tributten for andre til 4 [dirham – et lille beløb]. Han instruerede også de hedenske arabere om at være meget omhyggelige med at beskytte de syriske ortodokses liv.”
Kilde: Hugh Kennedy, The Great Arab Conquests, London, 2007, s. 350. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 69
1. Redegør for Mar Gabriels forhold til araberne og deres amir.
2. Forklar forholdet.
3. Hvad fortæller Penkaye om arabernes religion?
OPGAVE til HISTORISK MATERIALE nr. 66-69
1. Forklar evt. forskelle på ortodokse, monofysitter og nestorianeres syn på araberne.
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Johannes bar Penkaye var nestoriansk munk og krønikeskriver. Kendes også som fra Johannes fra Fenek ved Tigris.
[2] Qartminklostret lå umiddelbart nord for nutidens tyrkisk-syriske grænse. Kaldes også Mar Gabriels kloster.
[3] Arabernes leder eller hærfører.
[4] Amiren.
[5] Et dokument.
[6] Mar Gabriel.
Indledning til nr. 70-73 om forholdet mellem Benjamin 1. og Amr
Benjamin 1. var koptiske patriark i Alexandria 626-665. På Benjamin 1.’s tid var Egyptens koptere udsat for Cyrus’, Alexandrias ortodokse patriark og Byzans’ guvernør i Egypten, forsøg på at få dem ind i den ortodokse kirke og for arabisk invasion og styre. Derfor flygtede Benjamin til Øvre Egypten, dvs. Sydegypten. Da Cyrus døde og de ortodokse ledere flygtede til Byzans, bad arabernes hærfører Amr Benjamin vende tilbage til Alexandria og lede den koptiske kirke. Benjamin tog imod tilbuddet og skabte så gode relationer til araberne, at koptiske kirker og klostre blev genopbygget.
HISTORISK MATERIALE nr. 70. Historien om Patriarkerne fra 700-tallets begyndelse om den koptiske kirkes patriarker i Egypten indeholder biografier og beretninger på koptisk. Den koptiske tekst findes ikke mere, men oversattes til arabisk af Mawhub (d. ca. 1100), der kan have redigeret i originalteksterne. I Historien om Patriarkerne omtales et møde mellem Amr og Benjamin 1. () og [] er indsat af Hoyland.
”Så vendte Amr sig til ham og sagde til ham: ”Tag dine kirker og dit folk og styr jeres egne anliggender. Og hvis I beder for mig, at jeg kan drage mod vest og Pentapolis[1] og tage dem i besiddelse i lighed med Egypten og vende sikkert og hurtigt tilbage, vil jeg gøre lige meget, hvad du beder mig om.” Så bad den hellige Benjamin for ham og holdt en fin tale, som forbavsede Amr og dem, der var der sammen med ham, for i den var formaninger og megen udbytte for dem, der hørte den. Og han røbede visse ting for Amr og forlod ham beæret og respekteret.”
Kilde: Hist. Patriarchs XIV, PO 1, (s.) 496-497. Her citeret fra Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw it, Princeton, 1997, s. 133. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 70
1. Beskriv forholdet mellem Amr og Benjamin 1.
2. Vurder, om Historien om patriarkerne er en god kilde til forhold i Egypten midt i 600-tallet?
Under nr. 73 finder du en OPGAVE til HISTORISK MATERIALE nr. 70-73
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Pentapolis – betyder fem byer – lå ved kysten i Østlibyen.
HISTORISK MATERIALE nr. 71. Den jakobitiske patriark Dionysius fra Tellmahre[1] (818-845) omtaler her mødet mellem Benjamin 1. og araberne. Dionysius fra Tellmahres tekst kendes kun gennem Michael Syreren, der var jakobitisk patriark i Antiokia 1166-1199. Læs mere om forholdet mellem Benjamin 1/kopterne og Amr/araberne i indledningen til nr. 70.
”Hvad angår landet Egypten, har vi i historiske beretninger fundet, at Benjamin, patriarken for de ortodokse[2], gav Egypten til araberne. Kopterne udleverede Alexandria og Egypten til araberne, fordi de var knuget af kalkedonernes[3] forfølgelse. Cyrus, kalkedonernes patriark, som bandt kongernes røde tøfler til en fod og munkenes sandal til det andet[4], som en der har kongelig og religiøs myndighed, jog patriarken Benjamin bort. Han tog afsted og gik til araberne og lovede, at han ville udlevere Alexandria til dem, hvis de ville fordrive Cyrus og give kirkerne tilbage til ham. Da han havde givet løftet, og de havde bekræftet det med ed, vendte han tilbage og orienterede sit folk, og de overgav Alexandria til araberne.”
Kilde: Michael Syreren 11. VIII, s. 422-423/432-433 og Chron. 1234, I, s. 251-253. Her citeret fra Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw it, Princeton, 1997, s. 133. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 71
1. Hvordan var forholdet mellem kalkedonere og koptere?
2. Hvordan var forholdet mellem koptere og arabere?
3. Er Dionysius fra Tellmahre en god kilde til forhold i Egypten midt i 600-tallet?
Under nr. 73 finder du en OPGAVE til HISTORISK MATERIALE nr. 70-73
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Tellmahre ligger i Nordsyrien.
[2] Ved ortodokse forstås her jakobitiske koptere – ikke Byzans’ ortodokse kristne.
[3] Kalkedonere kaldes sådan, fordi deltagerne i et kirkemøde i Kalkedon i 451 splittedes i kalkedonere – ortodokse kristne og katolikker – og ikkekalkedonere – orientalsk-ortodokse,
dvs. Syriens jakobiter og Egyptens koptere.
[4] Der menes, at Cyrus på en gang var verdslig magthaver (guvernør) og religiøs magthaver (patriark).
HISTORISK MATERIALE nr. 72. Den muslimske historiker Ṭabari (839–923) beretter dette om forholdet mellem Amr og Benjamin 1. Læs mere om forholdet mellem Benjamin 1/kopterne og Amr/araberne i indledningen til nr. 70. Du finder mere om Tabari under nr. 49. () er indsat af Hoyland.
”Da vi (muslimerne) ankom til Balhib (landsby i deltaet[1]), sendte regenten[2] over Alexandria et budskab til Amr ibn al-As, som lød: ”O arabere, i fortiden plejede jeg at betale en kopskat til folk, som var mere hadefuld over for mig end jer, nemlig perserne og byzantinerne. Hvis I ønsker, at jeg betaler til kopskatten, er jeg indforstået på betingelsen, at I vil sende alle de mennesker retur til mig, som I har taget til fange i vores område.””
Kilde: Tabari, Tarikh al-rusul wa l-muluk, Vol XIII, 2581. Her citeret fra Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw it, Princeton, 1997, s. 134. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 72
1. Hvordan beskriver Tabari forholdet mellem Benjamin 1. og Amr?
2. Er Tabari en god kilde til forhold midt i 600-tallet?
Under nr. 73 finder du en OPGAVE til HISTORISK MATERIALE nr. 70-73
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE til nr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Nildeltaet.
[2] Benjamin 1.
HISTORISK MATERIALE nr. 73. Den egyptiske muslim og historiker Ibn Abd al-Hakam (803-871) berettede i Erobringen af Egypten, Nordafrika og Spanien om mødet mellem Benjamin 1. og Amr. Læs mere om forholdet mellem Benjamin 1/kopterne og Amr/araberne i indledningen til nr. 70. () og [] er indsat af Hoyland.
”Der var i Alexandria en biskop over kopterne kaldet Benjamin. Da han hørte om Amr ibn al-As’ komme til Egypten, skrev han til kopterne og orienterede dem om, at romerne [snart] ikke ville have noget styre, og at deres kongedømme var forbi, og han instruerede dem om at modtage Amr. Og det siges, at kopterne, som var i Farama (Pelusium)[1], den dag hjalp Amr.”
Kilde: Ibn Abd Al-Hakam, The Conquest of Egypt, North Africa and Spain, s. 58. Her citeret fra Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw it, Princeton, 1997, s. 134. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 73
1. Redegør for Benjamins forhold til Amr.
2. Er Ibn Abdal-Hakamen god kilde til mødet? Argumenter for dit svar.
OPGAVE til HISTORISK MATERIALE nr. 70-73
1. Sammenlign de fire teksters beskrivelse af forholdet mellem kopternes patriark Benjamin 1/kopterne og arabernes hærfører Amr/araberne.
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Byen lå i det østlige Nildelta.
HISTORISK MATERIALE nr. 74. Den nestorianske munk og krønikeskriver Johannes bar Penkaye[1], der levede i 600-tallets slutning, fortalte om de arabiske erobringer i bog 15 af sin Verdenshistorie. Uddraget er skrevet mellem 687 og 691. NB. Nr. 74 er brugt omtrent uforkortet i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. (…) er indsat af Jørgen Grimstrup.
”Vi bør ikke tænke på arabernes komme som noget helt almindeligt, men som et resultat af guddommelig indgriben. Før Gud kaldte på dem, havde Gud forberedt dem på at agte kristne. Derfor havde de også et særligt bud fra Gud angående vores kloster, at de skulle agte den. Når disse folk kom på Guds bud og overtog styret i begge kongedømmer[2] ikke gennem krig eller slag, men på en beskeden måde (…) ved ikke at bruge krigsvåben eller menneskelige midler, lagde Gud sejren i deres hænder.”
Kilde: Hugh Kennedy, The Great Arab Conquests, London, 2007, s. 349. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 74
1. Hvordan så Johannes bar Penkaye på araberne og deres styre?
2. Forklar hans syn.
3. Hvad fortæller Penkaye om arabernes religion?
Under nr. 113 finder du OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 74-78 og 113
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Også kendt som Johannes fra Fenek, en by ved Tigrisfloden.
[2] Det byzantinske kejserrige og sasanidernes kongedømme.
HISTORISK MATERIALE nr. 75. Sofronius (ca. 560 – ca. 639), ortodoks patriark over Jerusalem fra 633, var i sine breve bl.a. optaget af at bekæmpe kristne i opposition til ortodoks kristendom. Dette brev fra 634 til Sergius, patriark over Konstantinopel, er skrevet under den første bølge arabiske angreb på Jerusalem og Palæstina. (…) er indsat af Jørgen Grimstrup.
I brevet til Sergius udtrykte Sofronius håb om, at Gud må skænke …
”vor Kristuselskende og mest blide kejsere (…) et stærkt og kraftigt scepter til at bryde alle barbarers stolthed, og især saracenernes, som på grund af vore synder nu har rejst sig uventet mod os og hærger alle på grusom og uciviliseret vis med pietetsløs og gudløs frækhed. Mere end nogensinde bønfalder vi derfor Deres Hellighed om at bede indtrængende til Kristus, så at han, når han med velvilje modtager disse bønner fra dig, hurtigt kan knuse deres vanvittige uforskammethed og overgive disse modbydelige mennesker, som før, til at blive vore Gudgivne kejseres fodstol[1]”.
Kilde: Sophronius, Ep. synodica, PG 87, 3197D-3200A. Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw it, Princeton, 1997, s. 69. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVE til HISTORISK MATERIALE nr. 75
1. Hvordan forklarer Sofronius saracenernes hærgen? Hvad ønsker han, der skal ske med dem?
Under nr. 113 finder du OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 74-78 og 113
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Dvs., så kejserne kan træde på dem.
HISTORISK MATERIALE nr. 76. Et par uddrag af Jerusalems patriark Sofronius’ prædiken juledag 634. NB. Nr. 76 er gengivet omtrent uforkortet i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse.
”På grund af vores utallige synder og alvorlige forseelser er vi imidlertid ude af stand til at se disse ting og er forhindret i at komme ind i Betlehem ad landevejen. Ugerne, ja i strid med vore ønsker, er vi nødt til at blive hjemme, ikke bundet stramt af lænker om kroppen, men bundet af frygt for saracenerne.”
Kilde: Sophronius, Christmas Sermon, 506. Her fra Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw it, Princeton, 1997, s. 70. Oversat af Jørgen Grimstrup.
”Som engang filistrenes[1], så har de gudløse saraceneres hær nu erobret det guddommelige Betlehem og spærrer os adgang der, og de truer med blodbad og ødelæggelse, hvis vi forlader denne hellige by og vover at nærme os vor elskede og hellige Betlehem”.
Kilde: Sophronius, Christmas Sermon, 514. Her fra Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw it, Princeton, 1997, s. 70. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVE til HISTORISK MATERIALE nr. 76
1. Hvordan forklarer Sofronius i juleprædikenen, at kristne ikke kunne komme til i Betlehem?
Under nr. 113 finder du OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 74-78 og 113
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Et folk, der levede i det sydlige Israels kystregion ca. 1.000 f.Kr.
HISTORISK MATERIALE nr. 77. Den ortodokse munk, grækeren Maximus Bekenderen (d. ca. 662) voksede op i Palæstina. I 620’erne flygtede han fra sasaniderne til Nordafrika. Senere indså han faren fra araberne. Her følger et brev skrevet af ham mellem 634 og 640 til Peter, østromersk guvernør over Numidien[1]. Den korte omtale af araberne er den eneste omtale af dem i hans digre værk.
”For hvad er i virkeligheden mere alvorligt end onderne, som i dag hjemsøger verden? Hvad er mere forfærdeligt for forstanden end begivenhedernes gang? Hvad er mere ynkeligt og skræmmende for dem, der udholder dem? At se et barbarisk folk fra ørkenen, der løber andre lande over ende, som om de var deres egne; at se civilisationen selv blive hærget af vilde og utæmmede dyr, som kun af ydre er menneskelige.”
Kilde: Maximus, Ep., 14, PG 91, 537-541. Her fra Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw it, Princeton, 1997, s. 77-78. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 77
1. Hvem er det ”folk fra ørkenen, der løber andre …”?
2. Hvad synes Maximus Bekenderen om dette folk?
3. Hvad siger han om ørkenfolkets religion?
Under nr. 113 finder du OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 74-78 og 113
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Numidien omfattede dele af Tunesien og Algeriet.
HISTORISK MATERIALE nr. 78. Ishoyahb III var nestoriansk katolikos[1] 649-659 i Adiabene i Nordirak. Byen Nisibis[2] og opland var nestoriansk kerneland, hvor de frem til arabernes invasion byggede skoler og klostre, et seminarium og et teologisk akademi. Mange jakobiter flygtede fra byzantinere og sasanider til nestorianske egne, hvor de grundlagde bispesæder og byggede kirker og klostre. Nestorianerne forfulgte jakobiterne, og jakobiterne svarede igen. Nedenstående er et brev fra Ishoyahb III til sin metropolitan (biskop) Simeon over Østkirkens provins i Fars. NB. Et uddrag af nr. 78 er gengivet i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. () er indsat af Hoyland.
”… Hvad angår araberne, som Gud på dette tidspunkt har givet magt (shultana) over verdenen, ved du godt, hvordan de behandler os. Ikke blot er de ikke imod kristendom, men de priser vores tro, agter vor Herres præster og helgener og giver hjælp til kirkerne og klostrene. Men hvorfor vrager de kristne i dit Mrwnaye[3] så under et påskud deres tro? Og det sker endda, selv om Mrwnaye indrømmer, at araberne ikke har tvunget dem til at forlade deres tro, men kun bad dem udlevere halvdelen af deres ejendom for at bevare deres tro. Alligevel opgav de deres tro, hvilket er for evigt, og beholdt halvdelen af deres rigdom, hvilket kun er kortvarigt.”
Kilde: Isho’yahb III, Ep. 14C, 251. Her citeret fra Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw It, Princeton, 1997, 181. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 78
1. Hvad syntes Ishoyahb IIl om araberne?
2. Hvorfor beklagede Ishoyahb III sig over de kristne i bispedømmet Mrwnaye?
Under nr. 113 finder du OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 74-78 og 113
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE til nr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96.
[1] Overhoved for den nestorianske kirke.
[2] Byen ligger umiddelbart nord for den tyrkisk-syriske grænse, dvs. i det nordlige Jazira.
[3] Der er uenighed om, hvorvidt der med mrwnaye menes bispedømmet Merv i Nordøstiran eller Mazon i Oman, da mrwnaye andetsteds er erstattet af ordet mazonaye
HISTORISK MATERIALE nr. 113. Den anonyme forfatter af 1234-krøniken bygger som to andre middelalderlige monofysitiske syriske skribenter, Michael Syreren og Bar Hebraeus, omfattende på to langt tidligere tekster af Jakob fra Edessa (d. 708) og Dionysius fra Tellmahre (d. 845). I dette uddrag af 1234-krøniken fortæller den anonyme skribent om Det Østromerske Riges kejser Heraklius’ forfølgelse af monofysitterne efter byzantinernes generobring af Syrien og det vestlige Mesopotamien fra de persiske sasanider og om monofysitternes tilfredshed med arabernes opdukken. () og — er indsat af S.P. Brock.
”Heraklius tillod ikke de ortodokse (dvs. syrisk ortodokse eller monofysitter, som jeg vil kalde dem for at undgå forvirring) at få foretræde for ham, og han nægtede at høre på deres klager over vandalisme begået (af kalkedonere[1]) mod deres kirker. Dette er fordi, hævn-Guden[2], som har magt over menneskers kongedømme på jord, giver den[3] til hvem, han vil, og hæver de ringeste mennesker op til den, idet de ser romernes overvældende ondskab — hvordan de brugte ethvert middel til at ødelægge vores folk og vores kirke, så vores (religiøse) fællesskab næsten var tilintetgjort — (derfor) opildnede han[4] ismaelitterne fra Sydens land — det mest foragtede og ubetydelige folk på jord — for gennem dem at fremkalde vores udfrielse. I dette vandt vi ikke nogen lille fordel, da vi var reddet fra romernes tyranniske styre. …”
Kilde: S.P. Brock, ”Syriac Views of Emergent Islam”, s. 11 og 199-200. I Fred Donner (red.), The Expansion of the Early Islamic State, (Ashgate Publishing Company/Variorum), Aldershot, 2008, s. 315 og 326-327. Oversat af Jørgen Grimstrup.
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 113
1. Hvor har 1234-krøniken sine oplysninger fra?
2. Hvad er synet på romerne i 1234-krøniken? Giv eksempler på det.
3. Og hvad er synet på araberne? Giv også eksempler herpå.
4. Hvordan fremgår det, at den anonyme skribent bag 1234-krøniken er monofysit?
OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 74–78 og 113
1. Sammenlign reaktionerne på arabernes komme i teksterne nr. 74-78 og 113.
2. Alternativ opgave: Formuler en eller flere problemstillinger til nr. 74-78 og 113.
Under HISTORISK MATERIALE nr. 96 finder du en OPGAVE tilnr. 66-78 og 113 og nr. 84-85 og 87-96
[1] I De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse bruges ordet ”ortodokse” om kalkedonerne.
[2] ”Hævn-Guden” må opfattes positivt.
[3] Der menes vel ”magten”.
[4] Hævn-Guden.