Hist. mat. til kap. 34, nr. 98

HISTORISK MATERIALE nr. 98. Den arabiske bibliograf Ibn al-Nadim (d. 990) fortæller i Fihrist om umayyaden Khalid ibn Yazid ibn Muawiya (d. 704). Fihrist, der slutter i 990, er persisk for katalog, en blanding af bio- og bibliografi. NB. Nr. 98 er omtrent uforkortet benyttet i De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. () er indsat af Hoyland; (…) af Jørgen Grimstrup.

”Khalid ibn Yazid ibn-Muawiya blev kaldt ”Marwan familiens Vise Mand”. Han var retskaffen i sin personlige opførsel (…) han havde en interesse i og glæde ved videnskaberne. Kunsten (alkymi) tiltrak hans opmærksomhed, og derfor befalede han en gruppe græske filosoffer, som boede i en by i Egypten, at blive bragt til sig. Da han var optaget af litterært arabisk, bød han dem at oversætte bøgerne om kunsten fra de græske og koptiske sprog til arabisk. Dette var den første oversættelse i islam fra et sprog til et andet.”
Kilde: Ibn al-Nadim, Fihrist, 242. Robert G. Hoyland, Seeing Islam as Others Saw it, Princeton, 1997, s. 233. Oversat af Jørgen Grimstrup.

OPGAVER til HISTORISK MATERIALE nr. 98
1. Hvorfor blev Khalid ibn Yazid ibn-Muawiya kaldt vis?
2. Overvej, om vi kan fæstne lid til Ibn al-Nadims oplysninger.